Øvrige restauranter, caféer og barer
Ud over de restauranter, hvor vi kommer flere gange, og som bliver lidt vores stamsteder, er der også en række restauranter, hvor vi kommer knap så tit eller bare en enkelt gang.
L'éléphant er en fransk restaurant, hvor vi uden sammenligning får den lækreste mad i Chiang Mai; det er også den dyreste, så det bliver kun til ét besøg. Italics Restaurant er en italiensk restaurant, som også har rigtig god mad i den lidt dyrere ende, og den besøger vi to gange. Maison er en lille hyggelig fransk bistro, hvor vi kun er én gang, da portionerne er meget små, og Jens Peters crème brûlée ikke er, som den skal være. MIX Restaurant & Bar er et steakhouse, hvor kødet er fint, men servicen er elendig, og Fresh Harvest Farm er også et steakhouse, der er lidt for dyrt, i forhold til hvad vi får.
Shishitei er en japansk barbecue, hvor vi får lækker mad, men vi er desværre de eneste gæster. Af de tre ramen-restauranter, Hidetaka Ramen, Sanmai Ramen og 86 Eighty Six Ramen, er de to første de bedste, nr. 2 er den hyggeligste, og efter besøg hos den sidste får Jens Peter ondt i maven. Vi besøger de to første flere gange. Uchi Gastrobar ligger lidt længere væk, og her er vi en enkelt gang; vi får god, men også dyr sushi i forhold til Sushi Umai.
Rock Me Burger & Bar ligger henne for enden af vejen, og i starten synes vi, at deres burgere er rigtig gode, men kvaliteten daler hen ad vejen, eller også bliver vi bare trætte af dem. Smash Daddy’s ligger noget længere væk, og især Hanne er glad for deres burgere. Beast Burger ligger tæt på og har gode burgere, men vi opdager dem for sent og kommer kun en enkelt gang. Pizza my Heart har rigtig gode pizzaer, og Real Good Pasta har god pasta, men portionerne er små og betjeningen langsom. Manifreshto ser hyggelig ud, men vi får virkelig dårlig morgenmad og kommer ikke tilbage.
De May Coffee House ligger i vores bygning, og her spiser vi morgenmad den første morgen, men det er nu ikke særlig godt. Vi besøger Yesterday Cafe et par gange, da de ifølge Google skulle have kanelsnegle; det har de nu ikke, men her er hyggeligt. Charin Pie er hyggelig og har gode tærter, og både Saruda Finest Pastry og Chouxbury har fine kager. Hang & Craft er hyggelig, men kagerne er små, og Iris Café Nimman ligger i forbindelse med en blomsterbutik, og her er lidt for mange myg. Kiew Kai Ka er en restaurant i arkaden i One Nimman, som har et par caféborde udenfor, hvor det er hyggeligt at sidde. Også Graph One ligger i arkaden, og Skugga Estate ligger ud til torvet, så her er hyggeligt. Skugga har også en café i centrum, som vi besøger en enkelt gang. Når vi handler i supermarkedet Rimping, sætter vi os nogle gange hos Mister Donut lige ved siden af, hvor vi får et par donuts hver og en italiensk soda. Derudover besøger vi caféerne Shift Cafe, Charlie Thai Tea, The Donut Cafe, Twentytwo Cafe, Stop N’ Coffee, Wawee Coffee og Na Wat Coffee.
Vi har tre isbarer i området, 7 Senses Gelato, I Tim Baan Yaii og Coco Corner. I Tim Baan Yaii er den hyggeligste, og her går vi nogle gange over søndag eftermiddag og får deres lækre vaffel med banan og is.
Chit Hole er en meget lille bar oppe ved One Nimman med øl fra bryggeriet Chit Beer, og Sucking Stones Brewing Co., der ligger noget længere væk, har en god porter, men betjeningen er nu ikke den bedste. Por Noodle & Bar ligger lige over for lejligheden, og vi går derind et par gange og får byens lokale øl Chang til 12 kr. og lytter til levende musik. Vi kan godt høre musikken oppe i lejligheden, men de lukker heldigvis kl. 23. The Sax Music House besøger vi en enkelt gang til en drink, og hos 053 Craft Beer får vi en ikke særlig god øl, da der er Oktoberfest i byen.
La Fourchette er en fransk restaurant midt i den gamle by, hvor vi får lækker paté og derefter and. Paris Restaurant er en lille fransk bistro, der er gemt lidt væk i en af de små gader, også i den gamle by. Vi er her kun en enkelt gang, da vi opdager den for sent, men ville egentlig gerne have været tilbage. Ejeren er fra Frankrig og har boet her i mange år. La Terrasse French Bistro ligger lige uden for byporten og er et lidt pudsigt sted, som vist ikke har ændret sig i mange år. Maden er god, men vi er desværre helt alene, selvom det er fredag aften.
See You Soon Cafe ligger i den gamle by, og her kommer vi to gange. Den sidste gang får Jens Peter mango sticky rice og Hanne vaffel med chokolade, og vi må springe aftensmaden over, da portionerne er meget store. Space Cafe ligger i det hyggeligste område i den gamle by, og det samme gør Eurana Cafe & Restaurant, og her spiser vi frokost en dag. I den gamle by besøger vi også caféerne Mellowry Cafe, Mi Cha Kafe, Cafe Amazon og Air’s Kitchen and Cafe. I området øst for den gamle by besøger vi The Story 106 to gange, hvor vi den sidste gang får aftensmad efter at have været til lanternefestival. The Riverside Bar & Restaurant ligger på den anden side af floden, og her får vi en enkelt øl.