Det Hvide Tempel og Den Gyldne Trekant
Tirsdag den 12. november har vi booket en tur gennem Viator.com til Det Hvide Tempel i Chiang Rai og området Den Gyldne Trekant i det nordligste Thailand; en tur på næsten 13 timer. Vi bliver samlet op kl. 7.20 af vores guide Pae henne ved hotellet Cherlock for enden af vores vej, og med i bussen er også fire unge tyskere.
Pae, som vi får et rigtig godt indtryk af, starter med at fortælle os om dagens program, og selvom vi synes, at chaufføren kører lidt frisk til ud af byen, når vi efter godt en time sikkert frem til dagens første stop, Mae Khachan Hot Spring. Det er bare et stop på 20 minutter på en rasteplads med nogle varme kilder og en masse souvenirbutikker, men så kan vi da komme på toilettet, inden vi efter yderligere halvanden time er fremme i Chiang Rai ved dagens første store programpunkt, Det Hvide Tempel.
Vi har en time ved Det Hvide Tempel, hvorefter vi kører videre til det lille tempel Wat Phra That Chedi Luang, hvor Pae fortæller lidt om Thailands historie. Derefter er det tid til frokost, som er usædvanlig god. Der bliver sat forskellige retter ind på bordet, der er to retter specielt til Hanne uden chili, og alt smager rigtig godt. Vi forsøger at snakke lidt med de fire tyskere, men de er ikke så gode til engelsk og virker heller ikke interesserede, hvilket er lidt ærgerligt. Klokken er nu efterhånden blevet 14, og vi er nået til dagens andet store programpunkt, som er området Den Gyldne Trekant. Her opholder vi os i ca. halvanden time og har derefter fire timer hjem til Chiang Mai med en enkelt kaffepause undervejs.
Det er rigtig mange timer i en bus, men vi synes, at vi har en hyggelig dag, og guiden er absolut en af de bedre guider, vi har haft her i Asien. Han er god til at fortælle om de enkelte steder og heldigvis også god til at overholde tiderne i løbet af dagen, hvilket er et stort plus, når man er afsted så mange timer.