Vores lejlighed

Vi bor i bygningen Rawee Waree Condominium, på 6. sal i lejlighed 602 på 3/92 Nimmana Haeminda Road, Lane 15 i området Nimman, der ligger vest for den gamle bydel. Når vi går ind til parkeringspladsen og dermed indgangsdøren på bagsiden af bygningen, hilser vi for det meste på en af de to vagter, der hører til bygningen, og det samme gælder, når vi går ud. Om dagen er det en yngre vagt, der stort set ikke kan engelsk, men han slår ofte hælene sammen og giver honnør, og om aftenen er det en noget ældre vagt, der altid siger godnat, når vi kommer hjem. De har en stol og et lille bord på parkeringspladsen, hvor de sidder og kigger på deres telefoner det meste af tiden, så det må virkelig være et kedeligt job. De holder ikke rigtig vagt, men guider da bilerne ind og ud af parkeringspladsen, selvom det ikke helt er nødvendigt, da der er meget lidt trafik i vores gade. Vagten, der giver honnør, kan godt lide at bruge sin fløjte flittigt, når han hjælper en bil ud på gaden.

Vi har begge fået en nøglebrik, som passer til både indgangsdøren, elevatoren og døren ind til lejligheden, og i elevatoren er den programmeret til kun at gælde til 6. sal, som vælges automatisk. Elevatoren er i øvrigt en Hyundai, hvad vi ikke har set før. Lige ved siden af elevatoren er der et rum, hvor vi kan aflevere vores affald, og der er også en spand til genbrug. Når man kommer ind i lejligheden, kommer man ind i en lille entré, hvor der er en dør på højre hånd ud til et rigtig pænt badeværelse, og vaskemaskinen står umiddelbart derefter op ad væggen til venstre. Derefter kommer vores meget lille køkken, og køleskab og spisebord står til højre. Efter spisebordet er der en lille sofa og et skrivebord og deroverfor en reol med fjernsyn. Køkkenet er kun et tekøkken, hvor vask, opvaskestativ og elkedel stort set tager al bordpladsen. Der er en enkelt kogeplade inde i skabet, men hvis vi skal bruge den, er vi nødt til at fjerne opvaskestativet imens, så vi opgiver helt at lave mad.

Efter reolen op ad den venstre væg over for sofaen er der en dør ind til soveværelset, hvor der er en dobbeltseng og et pænt stort garderobeskab, og fra både stue og soveværelse er der udgang til en ret stor altan, hvilket helt klart er lejlighedens største plus. Ud for stuen er et lille bord og to stole, og der er hængt en lille lyskæde op, som gør det hyggeligt om aftenen, og ud for soveværelset er der et tørrestativ, hvor vi kan tørre vores tøj. Om morgenen er her dejligt behageligt, og især i starten drikker Hanne sin morgenkaffe herude, mens hun kigger på de mange egern, der leger i træet overfor. Jens Peter drikker sin kaffe, efter han har været i bad, men det bliver nu hurtigt for varmt, da solen på det tidspunkt skinner direkte ind på altanen. 

Det er en rigtig pæn lejlighed, hvor alt virker meget nyt, og vi får da også at vide, at den kun har været udlejet siden januar. Sengetøj og håndklæder ser ud til at være nye, det samme gør vaskemaskinen, og vi er i hvert fald de første, der bruger brødristeren. Det største minus er, at der næsten er fyldt for mange ting ind i lejligheden, så man skal passe på, at man ikke støder ind i noget, når man bevæger sig rundt, i hvert fald når man er så store som os. Man skal også lige vænne sig til larmen fra de fly, der letter fra lufthavnen lige syd for lejligheden. Det er heldigvis ikke så tit og aldrig om natten.

Vores vært Tik er meget sød og hjælpsom og svarer altid, når vi skriver til hende, og hun forærer os også billetter til Chiang Mai Night Safari. Vi får gjort rent og skiftet sengetøj hver 14. dag uden beregning, idet hendes bror kommer forbi og sørger for det.

Selvom her ikke er så meget plads, er det en af de hyggeligste lejligheder, vi har boet i, og beliggenheden er helt perfekt i Nimman på en af de mindst trafikerede gader i området.