Thaiboksning
Når vi går rundt inde i den gamle bydel, ser vi mange steder reklamer for thaiboksning, og vi bestemmer os for at købe billetter til et af stævnerne, da det næsten hører med, når man nu er i Thailand. Det sted, der får de bedste anmeldelser, er Kalare Boxing Stadium, der ligger i forbindelse med Chiang Mais mest kendte night market, så vi køber ringsidebilletter til fredag aften den 22. november.
Da vi ankommer, får vi anvist nogle pladser, som ikke helt svarer til, hvad vi har forventet, men pladserne viser sig nu at være ganske udmærkede. Vi køber en øl og venter derefter på den første kamp. Det tager lidt tid, inden de kommer i gang, da der er en del show forbundet med det; de går eksempelvis rundt i ringen nogle gange til noget meget mærkeligt musik og rører ved de enkelte hjørner, inden kampen fløjtes i gang. I thaiboksning er det tilladt at bruge hænder, albuer, knæ og skinneben, så indimellem bliver det lidt voldsomt, og en af kampene slutter også lidt hurtigt med knockout. Vi overværer fem kampe i alt og bliver derefter enige om, at vi nu har set nok; Hanne er lidt mere begejstret, end Jens Peter er.
Efter at have kigget lidt på night market tager vi en tuk-tuk hjem, da det ikke umiddelbart er til at få en Grab hjem en fredag aften.