Granada, Nicaragua

Nicaragua

Nicaragua 

Nicaragua er det største land i Mellemamerika, men er også det land med den laveste befolkningstæthed, hvilket skyldes, at en del af landet er dækket af bjerge og jungle – der bor ca. 6,5 mio. mennesker, og hovedstaden er Managua. Mod vest ligger Stillehavet og mod øst Det Caribiske Hav, og der er to store søer, Managua-søen og Nicaragua-søen. Landet er kendt for sine mange vulkaner – der er 19 stk. i alt, hvor otte er aktive. 

Landet har en lidt turbulent historie, og vi kan begge huske oprøret tilbage i 1970’erne, men ellers har vi ikke fulgt så meget med i deres historie. Mens vi er her, finder vi ud af, at der i 2018 var store demonstrationer mod styret, da præsident Ortega fra partiet FSLN skar ned i pensionen og andre sociale ydelser. Flere mennesker blev dræbt under urolighederne, der blev ved i en længere periode, og det førte til, at turisterne blev væk, hvilket igen førte til økonomisk krise i landet. Det er så småt ved at vende til det bedre igen, da vi kommer, men pandemien betyder desværre, at turisterne igen forlader landet.