Afrejse

Vi rejser fra Chiang Mai onsdag den 18. december 2024 kl. 14.55. Vi skal være ude af lejligheden kl. 11, men får lov at tjekke ud lidt senere, så vi ikke kommer alt for tidligt ud i lufthavnen. Vi er dog klar til at tage afsted allerede kl. 11.45 og går derfor ned på gaden for at bestille en Grab, som kommer meget hurtigt. Vi får sagt pænt farvel til den af vagterne i ejendommen, der altid hilser med honnør.

Da vi kommer ud i lufthavnen, er det dog for tidligt til check-in, så vi sætter os og får en kop kaffe, indtil vi kan se på tavlen, hvor vi skal henvende os. Lao Airlines har sin helt egen meget lille skranke midt i det hele, hvor der ikke er megen plads, og der er lidt ventetid, da der er et større rejseselskab foran os. Da det bliver vores tur, tager det også lidt tid, da vi skal betale for en ekstra kuffert, hvad vi nu godt er klar over. De bruger lang tid på papirarbejdet og skal også tjekke vores visum, og da vi ikke kan betale med kreditkort, må Jens Peter også lige en tur hen i en ATM.

Efter vi har afleveret vores kufferter, kommer vi hurtigt gennem både sikkerhedskontrollen og immigrationen og har derefter en times tid ude ved gaten, inden vi letter til tiden med kurs mod Luang Prabang i Laos.