Singapore

SingaporeSingapore - udvalgte steder

Singapore er en østat, som ligger ved sydspidsen af Malayahalvøen, syd for den malaysiske stat Johor og nord for Riau-øerne i Indonesien. Det moderne Singapore blev grundlagt i 1819 af Stamford Raffles som et handelssted for det britiske imperium, og i 1867 kom Singapore under direkte kontrol af Storbritannien. Singapore fik selvstyre i 1959 og blev i 1963 en del af den nye føderation Malaysia, men blev udvist fra føderationen to år senere grundet store politiske og økonomiske forskelle.

Singapore har knap 6 mio. indbyggere, og den primære indtægtskilde stammer fra den finansielle sektor. Singapore tiltrækker en stor mængde udenlandske investeringer som følge af sin beliggenhed, kvalificeret arbejdsstyrke, lave skattesatser, avanceret infrastruktur og nultolerance over for korruption, og landet var i 2023 verdens 4. mest konkurrencedygtige økonomi.

Singapore er også kendt for at være et land med en meget lav grad af forurening, hvilket til dels skyldes, at det er myndighederne, der regulerer størrelsen på landets bilpark. Der er et begrænset antal licenser, der giver ret til at købe en bil. En sådan licens er gældende i 10 år og koster 550.000 kr., og dertil kommer prisen på bilen. Det er kun muligt at købe sådan en licens, hvis en anden person vælger ikke at forny sin licens og dermed opgiver at eje en bil. Vi ser også skilte, hvor det fremgår, at man kan få en bøde på 25.000 kr., hvis man urinerer på gaden, og hvis man indfører og sælger tyggegummi i landet, kan vi læse os til, at det kan koste op til 15.000 kr. Der er også store bøder, hvis man smider affald på gaden.

Du kan se de steder, vi har besøgt i Singapore, på Google Maps >>