Ankomst

Vi ankommer til lufthavnen i Chiang Mai onsdag den 25. september 2024 kl. ca. 17 lokal tid. Vi er fløjet fra Brunei om formiddagen, har haft en mellemlanding i Kuala Lumpur og har sat urene en time tilbage. Vi kommer meget hurtigt gennem immigrationen, hvor vi uden videre får 60 dages ophold visumfrit, og efter at have hentet vores kufferter går vi hen for at købe simkort. Det viser sig, at vi kun kan betale kontant, så vi må hæve penge i en ATM, der heldigvis ligger lige ved siden af; vi finder efterfølgende ud af, at det er meget normalt i Chiang Mai, at vi ikke kan betale med kreditkort. Bagefter går vi ud og bestiller en taxa, som kører os til vores lejlighed, som ligger ret tæt på lufthavnen.

Vi har aftalt med vores vært Tik, at vi giver besked, når vi kører fra lufthavnen, og vi kommer heller ikke til at vente længe ved lejligheden, før hun kommer sammen med sin mand, som i øvrigt er polak. De giver os en rigtig fin introduktion til lejligheden, og vi får i det hele taget et godt indtryk af dem begge to.

Klokken er efterhånden blevet 19.30, og vi beslutter os for at gå ud for at få noget at spise. Det regner, så vi gider ikke at gå for langt væk, hvorfor vi bestemmer os for Beer Lab, der ligger meget tæt på. Der er heldigvis paraplyer i lejligheden, så vi kommer frem uden at blive våde, og vi afleverer paraplyerne ved indgangen til restauranten. Vi får begge en ret med fisk og en øl, og vi sidder udenfor på den overdækkede terrasse, hvilket er hyggeligt. Da vi skal hjem, er der nogle andre gæster, der har fået udleveret vores paraplyer, så vi synes ikke, det er den bedste start på vores ophold i byen; vi går hjem og får pakket det meste ud, inden vi går i seng.

Tik sørger for, at vi får nye paraplyer dagen efter, og da vi efter et par dage går tilbage til restauranten, viser det sig, at de har fået paraplyerne tilbage, hvilket de og også vi er meget lettede over.