The Happy Frog

The Happy Frog er en hyggelig vinbar med gode charcuterie- og ostetallerkener, som ligger oppe på One Nimman Square. Det er et dejligt sted at sidde, især fredag eller lørdag aften, hvor der ofte er underholdning på torvet. Her kan det så også være svært at få et bord, hvis man kommer efter kl. 19. Det er i øvrigt bedst at sidde ude i forreste række, da der er mange myg, hvis man sidder inde langs væggen. Vi vælger oftest deres tallerken med både skinke, pølse og oste, og for det meste får vi en karaffel rosévin til. Da vi nærmer os jul, bliver det også muligt at bestille glühwein, eller i hvert fald noget, der ligner, så det får Jens Peter et par gange.

The Happy Frog er også en butik med et meget stort udvalg af vin, og så importerer de en række gode oste fra Schweiz samt pølser og skinke fra både Italien, Frankrig og Spanien. Vi køber lidt forskelligt med hjem en enkelt gang, men det er ret dyrt, så det kan egentlig bedre betale sig at købe en af deres tallerkener og spise på stedet.

De er ret gode til at deltage i alle de aktiviteter, der sker på torvet, hvilket også gør det til et af de steder, vi kommer allermest.