1. milepæl
Vi er nået til en milepæl, da vi nu siger farvel til Sydamerika, som var vores første store mål på vores Verdenstur. Det er derfor tid til en milepælsstatus, inden vi tager hul på en ny verdensdel.
Vi bliver ofte spurgt om, hvad det bedste har været i de sidste snart tre år og otte måneder – så lang tid er der nemlig gået, siden vi rejste ud i verden – og vi kan helt klart sige, at der ikke kun er ét svar på dette spørgsmål. Vi har kigget tilbage på vores knap otte måneder i Europa, 13 måneder i Nordamerika og næsten to år i Sydamerika, hvor vi har besøgt 14 lande og har boet i 19 forskellige byer.
Vi er enige om, at de mest fantastiske enkeltstående oplevelser har været Galápagos, Machu Picchu, gåtur blandt pingviner og Perito Moreno-gletsjeren, men også togturen op i Rocky Mountains, besøg hos Embera-stammen i Panama, turene rundt i Andesbjergene, kolibrierne i Ecuador, gejserne i Chile, Titicaca-søen i Peru og Salar de Uyuni i Bolivia har været store oplevelser. Vi er blevet mest berørt af historierne om revolutionen i Nicaragua, tiden med Pablo Escobar i Medellín, Pinochet i Chile og Mødrene på Plaza de Mayo i Buenos Aires, og det var en stor oplevelse at se Diego Riveras malerier i Mexico City, vægmalerierne i Denver og Oaxaca, Boteros kunstværker i Medellín samt Oswaldo Guayasamíns malerier i Quito. Den by, hvor der har været mest at opleve, har været Buenos Aires.
De byer, som har overrasket os på den mest positive måde, har været Mexico City, Medellín og Buenos Aires, og de byer, som har været længst fra, hvad vi indtil da havde oplevet, har været Granada, Oaxaca, Arequipa og Castro. I Granada fandt vi så i øvrigt både bearnaisesovs og lakrids, hvilket ellers har været næsten umuligt at støve op. Vi har følt os bedst tilpas i A Coruña, Santiago, Mendoza og Buenos Aires, og Jens Peter har også et svagt punkt for Medellín. Granada vil altid have en speciel plads i vores hjerter.
De hyggeligste og/eller mest lækre lejligheder har vi fundet i Porto, Medellín og Santiago; lejlighederne med den bedste beliggenhed var i Denver, Mexico City, Santiago og Buenos Aires; mens vi havde den bedste udsigt i Quito, Bariloche og Castro. De bedst fungerende køkkener og de bedste sofaer var i Porto, Medellín og Sucre, mens den bedste arbejdsplads var i Montevideo. De bedste brusere fandt vi i A Coruña, Medellín, Santiago, Indaiatuba og La Paz, og de bedste senge var i Granada, Porto, Santiago og Sucre.
Vi fandt det bedste supermarked i Quito, det bedste brød i Oaxaca, Quito, Santiago og Castro og den bedste frisør til Hanne i Denver og i Mendoza. Vi nød den fantastiske øl i Denver, blæksprutter, rejer og manchego-ost i A Coruña og drinks med mezcal i Oaxaca. Hvidvinen og pisco souren var dejlig i Chile, og bøfferne og rødvinen i Mendoza var fantastisk, og det var chokoladen i Bariloche også. Vi har fået lækker hummer på Galapagós, dejlig sushi i Quito og Indaiatuba og lækker kylling i Arequipa, og så har det været sjovt at spise alpakabøf i Arequipa og hyggeligt med ostefondue i Bariloche.
Vi har mødt mange dejlige mennesker på vores vej, og vi vil altid huske Dick, John, Terry og Karl Heinrich fra Granada, Sal fra Mexico City, Elwin og Diana, som vi mødte i Oaxaca, og ikke mindst Lilian og Ivan fra Medellín. Vi havde et par dejlige dage med Santiago og Hillins i Quito og var på en skøn vintur med Mindy, Amy og Nicole i Santiago, og her mødte vi også Cameron, som har et mål om at besøge alle lande i verden. Mendoza var et helt specielt sted, da vi lærte en masse dejlige mennesker at kende på Viña Rock Café, herunder Mark, Nico, Manu, Leandro, Pela, Graciela og David. Vi havde nogle hyggelige timer i Buenos Aires sammen med Christian og Emilie fra Danmark, og i Montevideo mødte vi vores vært Rodrigo, som vi efterfølgende havde en hyggelig aften med i Bariloche, og her mødte vi også Tatiana og Rita, som inviterede os hjem til kaffe og kage. Og så nød vi selvfølgelig vores to familiebesøg i Indaiatuba hos Niels, Cilene og Cecilie.