Wat Phra Kaew og The Grand Palace
Vi starter onsdagen med at tage en Grab til et af Bangkoks mest kendte templer, Wat Phra Kaew. Templet kan dateres tilbage til 1782, da Bangkok blev grundlagt, og det består af en række bygninger inden for Grand Palaces område. Det betragtes som et af de mest betydningsfulde og mest hellige templer i Thailand.
For at komme hen til indgangen skal vi gå ad flere stier og også ned gennem en større tunnel. Det er tydeligt, at de er vant til mange turister, men der er nu ikke kø ved billetlugen, så højsæsonen er ikke helt startet endnu. Jens Peter er nødt til at købe et par løse lange bukser, inden vi kan komme ind, da hans shorts er for korte.
Det er et fantastisk smukt tempel, som har over 100 spir, der er gyldne eller dækket med mosaik, og vi bruger lang tid på at kigge på de mange flotte bygninger. Templet huser statuen af Emerald Buddha (smaragd-buddhaen), men da vi går ind i den bygning, hvor den efter sigende skulle være, er den så lille og sidder så højt oppe, at vi faktisk er i tvivl om, hvorvidt vi har set den. Det er ikke tilladt at tage billeder, men vi kommer nu til at tage et par stykker.
Da vi har nydt alle de flotte bygninger og helligdomme, går vi gennem en låge over til The Grand Palace, som ligger lige ved siden af. Paladset har været den officielle residens for kongerne af Siam (og senere Thailand) siden 1782, og kongen, hans hof og hans kongelige regering holdt indtil 1925 til på paladsets grund. I dag benyttes paladset til kongelige ceremonier og officielle begivenheder, og det er desværre ikke muligt at komme indenfor.
Vi får noget koldt at drikke i en lille café ved udgangen, inden vi går ned til floden for at sejle over til templet Wat Arun.