Ayutthaya
Omkring kl. 13 er vi fremme i Ayutthaya, der er på UNESCOs Verdensarvliste. Ayutthaya var hovedstad i Siam (Thailand) fra ca. 1350 til 1767. I 1767 blev byen erobret af Myanmar og blev stort set ødelagt, hvorefter Bangkok blev Thailands hovedstad. Man har dog bevaret nogle af de store templer, og det er meget interessant at gå rundt i området; ikke mindst fordi vores guide er rigtig god og ved en masse om områdets historie.
Vi besøger først templet Wat Mahathat, hvor den mest kendte figur er et hoved fra en Buddha, som er vokset sammen med et gammelt træ og dermed ligeså langsomt bevæger sig opad. Derefter kører vi få minutter hen til templet Wat Phra Sri Sanphet, det kongelige kapel, der var kongernes opholdsområde i Ayutthaya-perioden, og vi slutter af med et kort stop ved Wat Lokaya Sutharam, der er ved at blive restaureret, inden vi kører tilbage til Bangkok. Vi er fremme ved vores hotel omkring kl. 17 efter en hyggelig dag med en god guide.