Bangkoks blomstermarked
Efter besøg i to af Bangkoks flotte templer onsdag formiddag beslutter vi os for at tage en af de lokale færger til Pak Khlong Talat, der er Bangkoks blomstermarked. Vi sejler ned til stoppestedet Rajinee og går det sidste stykke gennem nogle meget smalle og hyggelige gader, hvor der ligger mange små grønthandlere.
Selve blomstermarkedet ligger inde i en stor lukket markedshal, og her er ikke mange turister. Bortset fra nogle enkelte steder, hvor de sælger lilla blomster, er langt de fleste blomster gule eller orange, og vi går ud fra, at det hænger sammen med, at det primært er disse farver, der bruges i byens templer. Langt de fleste blomster er i øvrigt bundet til små buketter eller dekorationer og sælges indpakket i plastik.
Efter besøget går vi tilbage til færgen og sejler yderligere et par stop ned ad floden til et af Bangkoks kendte indkøbscentre.