Visum
Da vi rejser ind Thailand, får vi et stempel i vores pas, så vi kan opholde os 60 dage visumfrit i landet, men da vi skal være her i 12 uger, har vi brug for at få en forlængelse på 30 dage. Vi har læst, at det går hurtigere på immigrationskontoret, hvis vi klarer det meste online hjemmefra, så det kaster vi os ud i. Vi udfylder en større blanket og uploader kopi af vores pas, et billede af os selv og et dokument fra vores vært, hvor hun bekræfter vores adresse, og så betaler vi 500 kr. pr. person. De godkender ikke vores billede, men efter endnu et forsøg lykkes det, og de sender os derefter tre dokumenter. Vi får en tid til torsdag den 21. november og besked om, at vi skal møde op med vores pas, et pasfoto samt print af de dokumenter, vi allerede har fremsendt, samt de tre dokumenter, vi netop har modtaget fra dem.
I løbet af ugen tager vi ind til den gamle by for at få taget et pasbillede og få printet alle vores dokumenter, og torsdag tager vi en Grab ud til immigrationskontoret. Det fremgår ikke helt, hvor vi skal henvende os, men vi får hjælp og kommer derefter rimelig hurtigt til. De er ikke tilfredse med billedet af vores pas, så vi bliver sendt om bag bygningen, hvor der ligger en lille butik, hvor vi kan købe kopier, og derefter går vi retur til skranken. Vi får besked om at gå hen til en anden skranke, hvor vi skal vente, til vores navn bliver råbt op. Hele ekspeditionen tager i alt en time, til trods for at vi har en tid; vi får dog vores visum, og de er også meget søde, men lidt omstændigt for 30 dage, synes vi.