Wat Phra That Doi Suthep og Wat Pha Lat

Templet Wat Phra That Doi Suthep betegnes af mange som det vigtigste tempel i Chiang Mai, så det vil vi selvfølgelig gerne besøge. Det ligger 15 km fra byen oppe på bjerget Doi Suthep, så vi bestiller en Grab. Der er en chauffør, der tager turen, men han skriver, at han kun er interesseret, hvis han også får turen ned igen, hvilket vi er helt med på. Da han kommer, foreslår han, at vi gør det uden om Grab. Han tilbyder at køre os op til templet, vente på os, så længe vi har brug for, køre os til et andet tempel på vej ned ad bjerget og retur til lejligheden; hele turen til en samlet pris på 800 Baht, hvilket svarer til 170 kr. Det siger vi naturligvis ja tak til.

Vi kører op til Wat Phra That Doi Suthep, så langt som det er muligt, og da man kan vælge, om man vil gå det sidste stykke op ad en trappe med 300 trin eller tage en kabelbane, vælger vi det sidste. Da vi er oppe, starter vi med at nyde udsigten over Chiang Mai, inden vi begynder at udforske det store og meget flotte tempelområde.

Templet siges at være grundlagt i 1383 og er med tiden blevet udvidet, så der i dag er tale om et ret stort område med virkelig mange smukke bygninger, helligdomme og figurer. Her er så meget at kigge på, at vi tager en ekstra omgang, så vi er sikre på, at vi har fået det hele med, inden vi tager trappen ned til vores chauffør, som har ventet på os. På vej ned besøger vi flere souvenirboder, men køber nu ikke noget.

På vej ned ad bjerget gør vi holdt ved et udsigtspunkt, inden vi kommer til Wat Pha Lat, der kaldes det skjulte tempel, idet det er gemt væk i junglen. Jungletempler tjener i modsætning til templerne i byen primært som et roligt sted for munke at bo og meditere. Her er slet ikke guld og farver, som vi har set andre steder, men derimod gamle stenbygninger, udskæringer og mosbegroede statuer samt ikke mindst et lille vandfald med et smukt kig ned til Chiang Mai. Det er et dejligt og helt anderledes tempelområde, som vi er glade for, at chaufføren gjorde os opmærksomme på. 

Vi har haft en dejlig dag og runder op til 1.000 Baht, da vi bliver sat af hjemme ved lejligheden.