Chiang Mai Night Safari

Chiang Mai Night Safari ligger en halv times kørsel syd for vores lejlighed, men vi har ikke hørt om det, før vores vært kontakter os og spørger, om vi er interesserede i to billetter, som hun har i overskud fra nogle tidligere gæster. Vi siger ja tak og tager en Grab derud en dag sidst på eftermiddagen uden rigtig at vide, hvad vi kan forvente os.

Da vi viser vores billetter ved indgangen, får vi udleveret et lille program, og vi finder ud af, at der er flere ting, vi kan tage os til, inden mørket falder på, og vi kan tage på deres natsafari. Vi starter med at gå en tur rundt om en meget stor sø, hvor vi ser mange dyr undervejs. Tilbage ved indgangen er det blevet tid til tiger- og løveshow, hvor vi sidder på bænke rundt om et lukket område med glas hele vejen rundt. Det er meget sjovt, men vi tvivler nu på, at dyrene har det specielt godt. Derefter er der et lille danseshow ved søen samt et større vand- og lysshow med musik, som er meget flot.

Solen er nu gået ned, så det er blevet tid til en tur i mørke gennem savannen, hvor dyrene går frit og kommer helt tæt på vognene. Vi tager på to forskellige ture, og det sjoveste er girafferne, som stikker hovedet helt ind i vognen for at blive fodret; de har et imponerende stort hoved og en meget lang tunge.

Vi er efterhånden blevet ret sultne, og da der ikke rigtig er nogen steder, hvor vi kan få noget at spise, bestiller vi en Grab til at køre os tilbage til byen, hvor vi får en burger på Smash Daddy’s. Vi er enige om, at vi har haft nogle hyggelige timer, og at Chiang Mai Night Safari overraskede os positivt.