Okonomi by Tokyo Don
Okonomi by Tokyo Don ligger i indkøbscenteret Pavilion i området på øverste etage, som kaldes Tokyo Street. Vi besøger restauranten første gang til frokost efter et besøg i Petronas Towers, og vi bliver anbefalet et af deres frokosttilbud, der består af en lille omelet med bacon og kål; en okonomiyaki, der er en japansk pandekage med kål omviklet med bacon; og hertil misosuppe og ris. Det smager utrolig godt, så vi ender med at komme tilbage flere gange om aftenen. Efter den første gang vælger vi efterfølgende at dele en okonomiyaki, og så tager vi til gengæld to små omeletter hver og stadig med misosuppe og ris til.
Det er et rigtig hyggeligt lille sted, hvor der er en glasrude ud til kokkene, så man kan se dem arbejde. Vi får en god betjening, selvom de et par gange misforstår, hvad det er, vi bestiller, men det løser sig. Vi bliver mætte og får en sodavand hver til en samlet pris for os begge på 125 kr.