Øvrige restauranter, caféer og barer
Vi finder flere gode og hyggelige steder, som vi vender tilbage til flere gange, men der er også rigtig mange steder, som vi bare besøger nogle få gange. Vi får rigtig god mad på den vietnamesiske restaurant Sao Nam, der har flere retter, som vi kender fra Sydney. El Cerdo er en spansk restaurant i bargaden, som vi besøger nogle gange, og her får vi typisk spansk tapas. Canvass ligger lidt langt væk, tæt på Tapas Beer Bar, så den besøger vi kun to gange. Vi får virkelig god mad og en fantastisk betjening, og kokken kommer fra Danmark, så vi får fiskefrikadeller med remoulade til forret. Bottega KL besøger vi på Hannes fødselsdag, og maden er god, men der er ikke så mange retter at vælge mellem.
Vi besøger fire restauranter i LaLaport. På den tyske restaurant Zum Stammtisch får Hanne Thüringer-pølser med sauerkraut, Jens Peter får en schnitzel, og vi får Erdinger Weissbier til. Hos Giglio Restaurant får vi god mad, men portionerne er lidt små, og hos Marinero Mediterranean Dining & Bar får vi lækker lam, men her er ikke helt billigt. Pokok, som har en terrasse med udsigt over byen, besøger vi kun en enkelt gang, selvom maden egentlig er udmærket.
Ud over restauranten Okonomi besøger vi tre andre restauranter i Pavilion. Sushi Zanmai er en kæderestaurant, som vi kun besøger en gang. Deres sushi er lidt kedelig, men den er også usædvanlig billig. Paul, hvor vi køber flute, har også en restaurant, hvor vi kommer en enkelt gang og får en burger, der ikke smager af så meget. Hos Michelangelo's Ristorante Italiano, der ligger i arkaden ved siden af centeret, får vi en lidt kedelig pizza og pasta.
På vej hjem fra Petronas Towers, inden vi har fundet fodgængertunnelen, spiser vi frokost hos den tyske restaurant Bavarian Beer Haus, og i Chinatown får vi frokost to gange på Light Capture Cafe, som ligger i nogle meget flotte gamle industrilokaler. Vi spiser en enkelt gang om aftenen hos den portugisiske restaurant Bartolo, da vi er taget ind for at se Chinatown og moskeen med lys på.
Vi får afternoon tea to gange. Første gang hos Lady Yi's Tea House i Chinatown, hvor det hele er meget malaysisk, og hvor kagerne desværre er lidt kedelige, selvom de er rigtig flotte. Hos TWG Tea i Pavilion får vi en mere traditionel afternoon tea, som er meget lækker, og hvor vi får rigtig meget mad.
Vi har fire caféer bag ved vores bygning, som er nemme at komme ned til. Vi spiser morgenmad den første dag hos VCR og kommer også to gange om aftenen. Menukortet er dog ikke så stort, og de lukker kl. 20.00. Bröom har kun åbent om eftermiddagen, og de har en virkelig lækker croissant med lemon meringue. Deres drikkevarer er dog ret mærkelige, og Hanne finder ud af, at kaffe med appelsinjuice ikke lige er hende. Ved siden af ligger Breakfast Spot, som har et hyggeligt lokale, og hvor kagerne er gode og friske. De har heller ikke åbent om aftenen. Hos Three Years Old Cafe får vi en dårlig betjening, så der kommer vi kun en gang. Jamaica Blue ligger på den anden side af bygningen, og her går vi ned og drikker kaffe, når vi har rengøring.
DÔME er en kæde, og vi besøger både den i Pavilion og den i LaLaport til kaffe og kage. Sugar and I ligger i kælderen i LaLaport, og Jens Peter bliver glad for deres kanelsnegl og Hanne for deres kage med pistaciefyld. Christine’s Bakery ligger i The Exchange TRX, Kenny Hills Coffee Roasters besøger vi i Suria KLCC, og Paris Baguette i Pavilion har en rigtig god croissant med mandler og cream cheese.
I Chinatown besøger vi caféerne leaf & co. cafe, Mingle Cafe, Secret Recipe, Luna Kitchen og Melbourne Cafe samt Bunn Choon Restaurant, hvor vi får nogle specielle kinesiske boller med fyld. Hos portugisiske Bartolo får vi pastel de nata.
I bargaden Changkat Bukit Bintang sætter vi os flere gange i baren Gravybaby til en drink, inden vi spiser aftensmad, og Pacific besøger vi nogle gange om eftermiddagen, hvis vi trænger til en kold Edelweiss og en gang pommes frites. Vi besøger Healy Mac's to gange; den sidste gang virker deres Guinness desværre lidt flad.
I arkaden ved siden af Pavilion får vi en øl en enkelt gang hos O’Galito og to gange hos Weissbrau German Bistro and Bar. Vi får forholdsvis sent besøgt den lille bar Pahit, der ligger bag ved vores bygning, så det bliver kun til et enkelt besøg. De har ellers et fint drinkkort og har specialiseret sig i gin.