Vores dagligdag

Vi bor tre måneder i Kuala Lumpur, men vi får desværre ikke lavet mad hjemme, da køkkenet kun har en enkelt kogeplade og desuden er langt fra at være veludstyret. Vi spiser dog morgenmad hjemme hver dag; de første par uger får vi ristet brød, men derefter går vi over til yoghurt og mysli. Indimellem køber vi ind til flute, pølse, pate, oste og vin herhjemme, men det er nu ikke så tit, da udvalget er begrænset. Vi handler en eller to gange om ugen, oftest i Jaya Grocer i LaLaport, og hver tirsdag går vi op og afleverer vores vasketøj, som vi for det meste henter igen dagen efter. Hver anden onsdag får vi gjort rent omkring middagstid.

Her er meget varmt og meget fugtigt hele tiden, så det bliver sjældent til de helt lange gåture, men vi er på en guidet gåtur, får besøgt stort set alle seværdigheder og en række indkøbscentre og er inde i Chinatown flere gange. Det bliver også til en tur ud til Batu Caves, en heldagstur til Cameron Highlands og fire dage til Singapore.

De dage, vi ikke skal noget specielt, går vi typisk ud og får en kop kaffe om eftermiddagen, for det meste på en af de nærliggende caféer eller i kulturcenteret GMBB, men en sjælden gang bliver det også til en øl oppe i bargaden eller i kælderen i indkøbscenteret Lot 10. Vi går ud langt de fleste aftener omkring kl. 18.30 og er hjemme igen kl. 21.00.

Vi får aldrig brugt den offentlige transport i byen, da vi bor for langt fra en togstation til, at det kan betale sig. Efter et stykke tid begynder vi dog at bruge Grab, som svarer til Uber, da det er både nemt og billigt. Vi venter aldrig ret lang tid, og en kort tur koster sjældent over 20-30 kr.

Ugen efter vi er kommet, har Hanne fødselsdag, som bliver fejret med kaffe og kage om eftermiddagen hos GMBB, drink om aftenen hos Gravybaby og derefter middag hos Bottega KL. Aftenen sluttes af med vores første besøg hos Taps Beer Bar med god øl og levende musik.

Ugen inden vi rejser, sender vi en kasse hjem til Danmark med de ting, vi har købt i Bolivia, Fransk Polynesien, New Zealand, Australien, Indonesien, Singapore og Malaysia. Det viser sig, at firmaet Mail Boxes Etc. har et kontor i bygningen lige ved siden af, hvor vi bor, så det kan ikke være nemmere. Dem har vi gode erfaringer med både fra Porto og Panama, og også denne gang får vi en rigtig god service. De sørger for at pakke det hele godt ind, og godt to døgn senere er pakken fremme hos Henrik i Skanderborg, så den kan komme ud til de andre ting i vores lille lagerrum.

Vi har tre hyggelige måneder i Kuala Lumpur, hvor vi ser og oplever en masse og finder mange gode spisesteder, men er også klar til at komme videre, da vi når dertil. Vi møder mange søde mennesker, vi føler os helt trygge ved at gå rundt, men vi vænner os aldrig rigtig til trafikken og den høje fugtighed.