Batu Caves
Batu Caves (Batugrotterne), der ligger ca. 20 km nord for Kuala Lumpurs centrum, er en af Malaysias mest besøgte seværdigheder, så der skal vi naturligvis også ud. Vi tager derud med en Grab en formiddag, hvor vejret er godt, og inden det bliver alt for varmt.
Tempelhulerne og hele klippen er en af de mest populære tamilske helligdomme uden for Indien, og de farverige trapper op ad klippen går forbi den 42,7 m høje statue af hinduguden Murugan, der er lavet af 1.550 m3 beton, 250 ton stål og 300 liter guldmaling. Der er i alt 272 trin, men de er heldigvis rimelig velholdte og ikke alt for høje, så det går egentlig bedre end forventet, selvom vi selvfølgelig får varmen, inden vi når toppen. Især Hanne har været lidt nervøs for de mange makakaber, som har ry for at være rimelig nærgående, men de går nu mest efter dem, der har mad med til dem. På vej op er der en italiener, som driller dem med at gemme maden i lommen, og da hopper aberne op på ham. Vi slipper heldigvis forbi uden at komme i nærkontakt med dem.
Inde i hulerne er der en hinduistisk helligdom og flere farvestrålende figurer, men ellers er der nu ikke så meget at se. Vi køber en magnet, går ned ad alle trapperne igen, kigger lidt på templerne og butikkerne og får noget koldt at drikke, inden vi tager en Grab hjem igen.