DenHygge
Da vi er på guidet gåtur med Hakim, anbefaler han os et besøg på den danske restaurant DenHygge, som han selv har besøgt. Den ligger lidt langt fra centrum, men vi får bestilt et bord og tager en Grab derud. Restauranten ligger inde i et lille center, og vi har lidt svært ved at finde den, da der ikke er noget skilt nogen steder. Vi spørger til sidst en tjener på en anden restaurant, og han viser os op på 1. sal.
Vi bliver taget imod af Niels og Olga fra Danmark, og det viser sig, at vi denne aften er de eneste gæster. Vi spørger Niels, hvad der har fået dem til at åbne en dansk restaurant med fokus på smørrebrød i Kuala Lumpur, og han fortæller deres historie. Han har tidligere været udstationeret flere steder, bl.a. i Rusland, hvor han mødte Olga. De blev gift og tog hjem til Danmark, men da det ikke var helt let for Olga at få opholdstilladelse i Danmark, tog Niels imod et tilbud om udstationering i Kuala Lumpur lige før COVID. Under COVID lukkede firmaet ned for deres aktiviteter i Asien, og Niels og Olga besluttede sig for at blive og åbne en restaurant i stedet. De har ikke så mange gæster, som de kunne ønske sig, men indimellem får de besøg af ansatte fra bl.a. LEGO og IKEA.
Niels er uddannet slagter, så han laver alt selv, lige fra marinering af sild, til frikadeller, rullepølse og leverpostej. Det er også lykkedes dem at finde en bager, der kan bage rugbrød, selvom det tog et halvt år at få opskriften helt rigtig. Vi starter med tre stykker smørrebrød hver; fiskefilet, fiskefrikadelle og leverpostej til Jens Peter og sild, rullepølse og leverpostej til Hanne. Det smager rigtig godt og helt rigtigt, så Hanne tager endnu et stykke med leverpostej, og Jens Peter tager en dessert. Vi får naturligvis en kold Carlsberg til.
Efter en rigtig hyggelig aften tager vi en Grab hjem igen.