Besøg hos Reserva de Mariposas de Nicaragua med George
Da vi var på sejltur med George, fortalte han om en sommerfuglefarm, som han kan arrangere et besøg til. Vi møder ham en lille uge efter, og vi siger, at vi gerne vil besøge stedet, men at han godt lige må sikre sig, at der er åbent, da alt i byen efterhånden er ved at være lukket på grund af corona. Dagen efter kommer han løbende efter os på vej til supermarkedet – han har lavet en aftale til samme eftermiddag kl. 14, og vi siger ja. Vi mødes i Parque Central igen, og denne gang har han hyret broren til taxichaufføren fra sidst, da han gerne vil fordele fortjenesten mellem de to. Han spørger, om det er o.k., at en af hans venner tager med – en temmelig overvægtig kvinde – og vi siger, at det er i orden. Chaufføren og den kraftige dame sidder foran og George, Jens Peter og Hanne bagi i en bil, der ikke er specielt stor, så vi sidder lidt klemt. Vi får at vide, at vejen derud ikke er for god, så vi holder lige ind på vejen for at få luft i dækkene.
Vi kører ud i nærheden af den store kirkegård, og den grusvej, vi kører ind på, er ganske forfærdelig og går gennem det mest fattige kvarter, man kan forestille sig med hunde, høns og heste på vejen – George fortæller, at det kun er to år siden, at de fik el. Det lykkes os langt om længe at komme frem til en lukket port, og George går ind og snakker med vagten, men han har ikke fået at vide, at han må lukke os ind. George har ikke mere strøm på telefonen, så damen, Jens Peter og Hanne bliver sat af ude midt i ingenting, og George og chaufføren kører tilbage – den mindre vægt betyder, og de kan køre lidt hurtigere. Hanne tænker lige kortvarigt på, om de overhovedet kommer tilbage, men heldigvis er veninden der jo også. Mens vi venter, går vagten sin vej, men da George kommer tilbage, lykkes det ham at finde vagten, og vi bliver lukket ind.
Sommerfuglefarmen er ikke noget særligt, men vi tager en masse billeder, når nu vi er her, og turen har alligevel været noget helt specielt på grund af vejen derud og diverse forviklinger. På vej tilbage må vi ud af vognen på et tidspunkt, da taxaen sidder fast i et hul. Også denne gang giver vi 20 dollars i drikkepenge, da vi føler os ganske godt underholdt – vi bliver kørt hjem til os selv bagefter, selv om Jens Peter ikke er så vild med, at folk ved, hvor vi bor.
