Afrejse

En aften omkring den 1. august møder vi Terry nede i Parque Central, og han fortæller, at der er et chartret fly til Mexico City lørdag den 15. august, og at billetprisen er fornuftig. Hvis vi er interesserede, vil han sende os en mailadresse, vi kan skrive til, så vi kan bede om at blive skrevet på en liste – vi siger naturligvis ja tak.

Vi skriver til rejsebureauet og undersøger samtidig, hvor meget der er åbent i Mexico, men det ser ikke for godt ud. Vi beslutter at købe billetter til Madrid, så Hanne kan vedligeholde sit spanske, og håber på, at det kun bliver for en kort bemærkning, så vi hurtigt kan komme tilbage til Sydamerika.

Vi er lidt i tvivl om, hvordan reglerne er for indrejse i Spanien i forhold til corona, når man kommer fra Nicaragua og Mexico. Så vidt vi kan læse os til, har vi som EU-borgere ret til at komme ind i landet, men om vi må blive eller kun må være i transit til Danmark, fremgår ikke tydeligt. Hanne skriver til sin tidligere kollega Tine, som bor i Barcelona, og hun er meget hjælpsom, men finder heller ikke noget entydigt svar – hun kontakter den danske ambassade, men de kan heller ikke hjælpe. Enden på det bliver, at vi udfylder en blanket, som vi finder på nettet, og så satser vi på at løse det, når vi er fremme. Vi har fundet en lejlighed i A Coruña, og udlejer er gået med til at reservere den og vente med at sende et tilbud, som vi kan acceptere, så snart vi er igennem paskontrollen.

Der følger et par nervepirrende dage, da det ikke er helt nemt at kommunikere med rejsebureauet – de er søde og hjælpsomme nok, men det engelske er ikke for godt. Man kan ikke betale over nettet, så medmindre vi vil køre ind til Managua og betale kontant, skal vi give alle kreditkortoplysningerne over telefonen, da vi ikke har lyst til at skrive dem i en mail. Det viser sig, at beløbet er for stort til én transaktion, så hun deler beløbet i to, men eftersom hun trækker det samme beløb to gange, bliver betalingen afvist af Nordea. Efter snak frem og tilbage både med Nordea og rejsebureauet lykkes det endelig at betale, og vi får en bekræftelse på, at vi har booket. Hanne tør ikke helt tro på det, men da flyet bliver bekræftet dagen før afrejse, kan vi ånde nogenlunde lettet op.

De sidste par dage får vi sagt farvel rundt omkring, og vi får afregnet den sidste el med GPS og får vores depositum tilbage. Vi giver Maria vores elkedel, paraplyer, øl, og hvad vi ellers har, og giver hende 60 dollars i drikkepenge, da vi virkelig har været glade for hende. Vi skriver til Francisco for at bestille ham til at køre os i lufthavnen, men han svarer ikke. Vi nævner det nede hos GPS, og det er der, vi finder ud af, at han er gift med Elisabeth, og hun sørger for, at han svarer.

Vi bliver hentet kl. 8 om morgenen den 15. august 2020 i regnvejr og kører til lufthavnen i Managua, hvor vi skal være senest tre timer før afgang, som er kl. 13. Vi kommer forholdsvis hurtigt frem til Airomexicos skranke, men vi ender med at stå der i 50 minutter, da tingene ikke kører helt så glat, som vi havde forventet. Vi har fire kufferter, og det viser sig, at der åbenbart ikke er betalt for bagagen hele vejen til Madrid. Der bliver en frygtelig regnen frem og tilbage, og det er nogle store beløb, de når frem til – vi siger imidlertid meget hurtigt, at vi vil betale, hvad det koster, da vi ikke vil diskutere, men bare gerne vil være sikre på at komme med flyet. Vi ender på et nogenlunde fornuftigt beløb, og da de ikke kan give tilbage på vores dollars, giver vi dem 10 dollars i drikkepenge, hvilket viser sig at være meget fornuftigt, tror vi. Næste problem bliver nemlig, at hun ikke er sikker på, at vi må rejse ind i Spanien, så hun må ud bagved for at ringe et par gange – på det tidspunkt er vores kufferter kørt væk på bagagebåndet. Hun skal taste en forklaring ind i systemet, og hun spørger, om vi skal videre fra Madrid, så hun kan skrive, at vi er i transit. Jens Peter svarer, at vi lejer en bil og kører ud af Madrid, når vi lander – vi behøver jo ikke at sige, at vi kører videre til Galicien. Det er nok, og vi får vores boardingpas og kan gå ud i gaten, hvor Terry sidder.

Vi har en fin flyvetur, hvor vi lige skal vænne os til at have mundbind på hele tiden, og har omkring fem timer i Mexico City lufthavn, inden vi skal videre. Vi får lidt at spise og går derefter ud i gaten, hvor vi er nogle timer – der er meget få udenrigsflyvninger, så vi er rimelig alene derude.