Ansøgning om visum

Vi kan opholde os visumfrit i Nicaragua i 90 dage, og eftersom vi ankommer den 26. februar, skal vi rejse senest den 25. maj, men det kan ikke lade sig gøre, da der ikke er nogen fly ud af Managua. Vi begynder at snakke om, at vi nok er nødt til at tage ind til immigrationskontoret i Managua. Vi taler med John om det en eftermiddag, hvor vi går forbi, og han fortæller, at der ligger et kontor på Xalteva, hvor man kan aflevere sit pas, og så bliver det sendt ind til Managua, og man kan hente det ugen efter – man skal aflevere det en uge før udløb, da der er en uges ekspeditionstid. Han har selv lige været der, og han synes, det var besværligt, da de bad om alle mulige former for dokumentation for, at han har en bopæl i Granada.

Vi går derop mandag den 18. maj, og inden da har vi været forbi et af de steder, som reklamerer med kopiering, da vi skal have en kopi med af vores pas. Vi er lidt spændte på, hvor besværligt det er, men det er nu ikke så galt. Vi får udleveret en stor blanket, som vi skal udfylde, og eftersom det hele er på spansk, skriver vi forkert på den første, men de hjælper os, og vi får en ny. Derefter skal vi betale, hvad der svarer til 125 kr. pr. mand, og så er det egentlig bare at vente på, at de to i skranken, en mand og en kvinde, går i gang med at udfylde, indtaste, kopiere og stemple til den helt store guldmedalje – imponerende at se på. Vi får en kvittering, og ugen efter kan vi hente vores pas – Russell havde ellers advaret om, at man risikerede at miste passet undervejs.

Vores nye visum er gældende i 30 dage, men allerede fra den 19. maj, så vi har mistet næsten en uge, fordi vi gik derop en uge før udløb – dvs. det er gældende frem til den 17. juni. Der er stadig ingen fly måneden efter, så vi må derop igen. Denne gang trækker vi den lidt og går først derop mandag den 15. juni, og da vi har udfyldt det hele og går op til skranken, spørger kvinden, om vi vil have 60 dage med det samme, og vi skynder os at sige ja tak. Vi henter vores pas ugen efter og har nu visum frem til den 16. august – vi ender med at få flybilletter til den 15. august, så det er perfekt. Vi har ikke haft problemer med dokumentation, og vi er blevet tilbudt 60 dage på en gang, og vi snakker om, at det måske skyldes, at vi ikke er amerikanere, og at vi har overholdt reglerne. Mange af dem, vi snakker med, ansøger ikke om visum, men vælger at betale et gebyr i lufthavnen, når de rejser – det viser sig at være dyrt for nogen, da myndighederne hæver gebyret betragteligt, mens vi er her.