Coronavirus
Da vi har været i Granada et par uger, begynder vi at kunne læse i de danske nyheder og ikke mindst på Facebook, at der er noget, der hedder corona, og den 11. marts lukker Danmark ned. På det tidspunkt snakkes der om virus i Kina og Europa, og vi synes ikke, at det har noget med os at gøre. Da det spreder sig til Nord- og Sydamerika, er der i en lang periode kun konstateret syv smittede i Nicaragua, og vi føler os helt sikre og overvejer ikke på noget tidspunkt at rejse til Danmark, selv om vi godt lægger mærke til, at de andre turister forlader byen. Da restauranterne lukker ned i slutningen af marts, er det ikke, fordi det er et krav fra myndighedernes side, men alene et udtryk for, at de ikke har råd til at holde åbent, når turisterne er væk – ved at lukke kan de afskedige nogle af deres ansatte. Firmaet Hugo starter under nedlukningen – de bringer varer ud både for La Colonia og for flere af restauranterne, og vi ser flere og flere på gaden, som tiden går.
Det er først, da Copa Airlines aflyser vores fly, et par uger før vi skal rejse til Panama City, at vi forstår, at det nok også vil komme til at påvirke os, men vi regner nu ikke med, at det vil vare ret meget mere end en måneds tid. Vi får en voucher fra flyselskabet og det samme fra Airbnb, og vi får lavet en lejekontrakt på vores hus hos GPS, og så gør vi egentlig ikke så meget andet end at væbne os med tålmodighed.
Mange af dem, vi snakker med i byen, bruger rigtig meget energi på at tjekke muligheder for fly, og det er det første, man spørger hinanden om, når man mødes. Mange af dem har hele tiden flere flybilletter i spil, men flyene bliver hele tiden aflyst. Vi vælger at se tiden an, da vi jo ikke har planer om hverken USA, Canada eller Europa – vi håber stadig på Sydamerika, men det ser sort ud. Flere og flere af landene lukker deres grænser helt for udlændinge, og i Panama City indfører man kønsbestemt udgangsforbud, så kvinder eksempelvis må gå ud mandag, onsdag og fredag, mænd må gå ud tirsdag, torsdag og lørdag, og alle skal være hjemme søndag. Så vil vi trods alt hellere blive i Granada, hvor der ikke er nogen restriktioner, og hvor vi føler os helt trygge. På et tidspunkt snakkes der en del om chartrede fly til Miami, men dels er de meget dyre, dels er vi ikke sikre på, at vi kan komme ind i USA, når vi ikke er statsborgere, og vi ved heller ikke rigtig, hvor vi så skal tage hen derfra.
Ud over at aflyse påskeoptog, fejring af revolutionsdagen og andre begivenheder, hvor der samles mange mennesker, indfører regeringen ikke nogen restriktioner. Det skyldes primært, at landet simpelthen er så fattigt, at folk vil dø af sult, hvis de ikke har lov at arbejde. Lokalbefolkningen er dog nervøse, og flere og flere begynder at gå med mundbind – det er kun os og de andre gringoer, der ikke tager mundbind på. Det bliver dog på et tidspunkt et krav i supermarkeder, apoteker og banker, så vi har altid et med i tasken.
I La Colonia skal vi have mundbind på, hænder og indkøbskurv bliver sprittet af, og vi får målt vores temperatur. På La Hacienda har Frank, Edgar og de andre mundbind på i en periode – Ivo har ikke – der bliver sat en bakke, så skoene kan blive desinficeret, når man træder op på terrassen, og der bliver også fjernet et par borde. Der går nu ikke mange uger, før tingene på La Hacienda er tilbage til det normale igen.
På et tidspunkt indser vi, at der vil gå et pænt stykke tid, inden grænserne åbner i Sydamerika, så vi begynder at overveje, om vi skal tage tilbage til Europa.
