Øvrige restauranter og caféer

Vi besøger Bistro Estrada den anden aften i byen og én gang mere – de har en god bøf bearnaise – de lukker og åbner desværre ikke igen. Vi besøger El Corral en enkelt gang og får en god bøf – stedet er i den lidt dyrere ende, men de åbner desværre ikke igen. Restaurante El Zagúan besøger vi to gange – maden er god, men da de endelig lukker op igen, har de ændret menukortet, og vi ender med at gå et andet sted hen.

Hanne har på nettet læst, at den bedste restaurant i byen skulle være Miss Dell’s Kitchen, men den ligger ikke der, hvor Google siger. Vi finder til sidst ud af, at den er flyttet til en ny adresse og har skiftet navn til Picholine, og vi går derned på Jens Peters fødselsdag. Det er uden sammenligning den bedste mad, vi får i byen – virkelig lækkert lammekød – og vi sidder i vinduet, så vi kan kigge ud. Kokken, som er fra New York, kommer ind og hilser på og fortæller, at han selv dyrker de minitomater, der er en del af retten. De lukker få dage efter og åbner desværre ikke igen.

Vi besøger Monna Lisa, et pizzeria på Caldaza, to gange; én gang før lockdown og én gang efter. Pizzaerne er o.k., og første gang er det hyggeligt, da der er mange mennesker, og vi sidder ude på gaden, men anden gang er vi alene, og det er knap så hyggeligt. Vi besøger restauranten på Hotel Dario, et fint hotel på Calzada, én gang – bøffen er god, men vi er helt alene, og de har ingen rødvin, kun sangria.

Vi får anbefalet Café Blue af John, der siger, at det er et billigt og rigtig godt morgenmadssted. Vi er dernede tre gange i alt; det er hyggeligt og meget lokalt, men så godt er det heller ikke – den sidste gang får vi en smoothie, som smager forfærdeligt, og vi må lade den stå. Rapido Y Furioso ligger på Calzada, og vi er der to gange, hvor vi får en ualmindelig god smoothie, og også en enkelt gang til morgenmad. Ejeren er oprindelig fra Paris, men er gift med en lokal og har boet i byen i rigtig mange år – accenten er nu stadig umiskendelig fransk.

Karl Heinrich anbefaler os at gå på Tito’s Restaurante, som er en lokal billig restaurant, men hvor maden skulle være noget bedre end på La Hacienda. Vi er der to gange og må give ham ret i, at bøfferne faktisk er ret gode og billige, men det bliver nu aldrig et sted for os. Der er rigtig mange mennesker, og de fleste af dem er mere end almindeligt berusede, så støvniveauet er temmelig højt.

Der er en Subway i byen, hvor vi kommer nogle gange, og så er der Telepizza, hvor vi kommer et par gange, inden de lukker restauranten, men hvor vi får leveret fra nogle gange under lockdown – de har kronede dage, og deres motorcykler drøner rundt over hele byen.

Jens Peter er medlem af en gruppe på Facebook for expat’er i Granada, og der opdager han på et tidspunkt en sushirestaurant, Japanese Dining Bar Kanpai, som åbner op for takeaway én gang om ugen, hvis man bestiller et par dage i forvejen – det gør vi. Da vi kommer og henter, opdager vi, at ejeren er en af dem, vi har set flere gange på Pan de Vida, og som har den hund, Hanne ikke bryder mig om – men sushien er god, og det er dejligt med lidt fornyelse.