Casa del Café

Caféen ligger inde ved Parque Central og har en terrasse, hvor man kan sidde med udsigt over parken og domkirken på den anden side. Caféen er en af de første, der åbner op igen, og vi begynder at komme der flere eftermiddage om ugen, da det er hyggeligt at sidde og kigge på byens liv. Vi får altid en ice latte og ofte også en tarta de limón y merengue eller en muffin – de ligger i den dyre ende, men der er ikke så meget andet at få tiden til at gå med.

Der er ofte en af de omstrejfende hunde, som gerne vil ligge tæt på, hvor vi sidder, og Jens Peter prøver at jage den væk, men det er ikke altid lige nemt. Der kommer også en del tiggere, når de kan se, at vi sidder der, men de holder sig heldigvis nede fra terrassen. En dag kommer der en pige på 8-10 år, der tigger, og da vi siger nej, begynder hun at græde på den mest falske måde, og så får hun slet ingenting. Karl Heinrich fortæller på et tidspunkt, at han tog et af børnene med hen og få noget mad, hvilket resulterede i, at der næste aften stod en hel flok ved hans bord.