Gino og José
Vi møder Gino og José på La Hacienda – Gino er amerikaner, omkring de 70 og gift med en lokal kvinde på 64, og José er nica. De sidder ved bordet ved siden af os, og i starten er det mest José, der snakker – han taler et temmelig uforståeligt engelsk og bliver ved med at snakke om sin tid i den russiske hær for 35 år siden. Han flirter lidt for meget med Hanne, så til sidst forsøger hun at ignorere ham, og det gør vi også fremover, når vi ser ham.
På et tidspunkt rykker Gino over ved siden af Jens Peter, og han forsøger at lokke os til at komme til karaoke om lørdagen på den bar, som hans kone ejer oppe i nærheden af den store kirkegård – Hanne har dog ikke så meget lyst, da det ikke er helt klart, hvor baren ligger, og hun bryder sig heller ikke om det område, når det er mørkt.
Vi ser Gino mange gange efterfølgende – ofte lidt småberuset, da han for det meste starter med at drikke ved middagstid. Vi snakker nu kun med ham et par gange, og det er åbenbart hans opfattelse, at vi ikke kan lide ham, fordi vi ikke kom til karaoke – men det var nu ikke meningen.