Folk på gaden

Der er utrolig mange folk, der gerne vil sælge noget. Om morgenen og formiddagen er der mange, der går rundt og sælger frugt og grøntsager – nogle med vogne, hvor de har en stor kurv, andre med store kurve på hovedet (især kvinder) og andre igen med nogle få poser med bananer, løg, tomater eller andet. De går råbende gennem gaderne, og mange har faste kunder i de forskellige huse, som råber igen, hvis de skal have noget. Vi har en, der kommer omkring kl. 7, der sælger meloner, løg, tomater, avokadoer m.m., og vores nabo køber indimellem noget, kan vi høre. Vi køber nu aldrig noget.

Der er flere issælgere fra Eskimo, som kører rundt med vogne, og de ringer ihærdigt med en række fastspændte klokker, når de går rundt. Brød sælges af folk, der cykler rundt med kæmpe poser med brød. Flere af de amerikanere, vi kommer til at kende, køber brød på den måde, men det er ligeså kedeligt som det pølsebrød, vi kender hjemmefra, så vi køber ikke noget.

Derudover sælges der hjemmelavede læskedrikke, udskåren frugt og kokos i poser, diverse nødder og slik – altsammen noget, vi bliver frarådet at købe, da hygiejnen ikke er for god. En del taxachauffører holder ind og køber noget – trafikken går i stå, når det sker, men de fleste er meget tålmodige.

Der sælges også cigaretter stykvis – der sidder sælgere rundt omkring, bl.a. på vej op til supermarkedet og inde i nærheden af Parque Central, og vi kan ikke forstå, at de kan leve af det. Der er også nogle, der går rundt med store kurve på restauranterne om aftenen – der kommer tit en kvinde, som i øvrigt er en mand, hen på La Hacienda, og nogle giver hende lidt penge, men ofte uden at købe noget.

Ved de fleste af bankerne står der mænd med meget store bundter penge af den lokale valuta cordoba, og de veksler meget gerne fra dollar – kursen er god, så vi veksler tit på den måde og finder et par faste, som vi går til.

Der er også en række selvbestaltede parkeringsvagter med fløjter, der hjælper folk med at parkere, uanset om de har bedt om det eller ej – det kunne jo være, at de fik lidt drikkepenge.

To steder i byen er der altid lange køer flere gange om måneden, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvad der sker. Det viser sig, at det er elselskabets kontor og vandværkets kontor, og at folk står i kø for at betale deres regninger – der er ikke rigtig noget her, der hedder betalingsservice.

Parque Central og festgaden Calle la Calzada er præget af, at de er vant til mange turister. Begge steder skifter dog karakter, mens vi er her, da alle turister rejser hjem, hvilket er utrolig synd for dem, der lever af turisme og ikke kan få nogen hjælp. Da vi kommer, er her sælgere af smykker, keramik, irriterende fløjter, solbriller, malerier, hængekøjer, nødder, turistture m.m. – til tider lidt for meget, men også en oplevelse.

Der er selvfølgelig også tiggere, men dog ikke så mange, som vi har set andre steder i verden. På et tidspunkt får jeg noget pasta med hjem i en doggy bag nede hos Pan de Vida, da det viser sig, at der er chili i, og jeg forærer den til en mor med to små børn. Næste gang, vi ser hende, kommer hun hen og takker og siger, at maden smagte godt. Der er nogle drenge/unge fyre, der går rundt og tigger og bruger pengene på lim, som de sniffer – dem prøver vi at undgå.

Noget, vi til gengæld aldrig ser, er barnevogne og klapvogne, da det er fuldstændig umuligt at køre rundt med på de ødelagte fortove. Vi ser ganske få kørestole, men de ender ofte med at blive skubbet rundt ude på vejen, hvor belægningen er bedre.