Vores lejlighed
Vi bor på adressen Samdach Pan Ave nr. 62, 5. sal, lejlighed nr. 506 i et hotel- og lejlighedskompleks af lidt ældre dato. Vi er lidt i tvivl om, hvor meget der stadig fungerer som hotel, men der er i hvert fald en reception med nogle rigtig søde mennesker, og der er også et par vagter udenfor, der hjælper folk med at parkere. Det klarer de nu knap så godt, da de ikke rigtig tager hensyn til, at man som gående skal kunne komme ind til bygningen; det bliver Jens Peter irriteret over hver dag. Vores lejlighed bliver i øvrigt serviceret af et firma, der hedder Bodhitree Homes.
Vi har en hjørnelejlighed ud mod Pasteur Street, og vi kigger nordpå fra vores stue- og soveværelsesvinduer. Når man kommer ind i lejligheden, ligger køkkenet på højre hånd. Der er to kogeplader, og det er ikke specielt veludstyret, men der er dog en gryde og en pande; da vi mod forventning ikke kommer til at lave så meget mad, ender det med, at køkkenet fungerer fint nok. Lige efter køkkenet er der et lille spisebord på venstre hånd, og derefter er der en sofa og heroverfor et møbel med et fjernsyn. Der kunne være en fin udsigt ud over byen, men alle ruderne er desværre beklædt med en film, som ødelægger det lidt.
Drejer man til højre forbi køkkenet, er der et lille badeværelse på højre hånd, og går man lige ud, er der et ekstra værelse, hvor vi tørrer tøj og opbevarer vores kufferter. Hvis man drejer til venstre, kommer man ind i soveværelset, og lige før det er der en garderobe og et badeværelse på højre hånd. Her er god plads, og der er en vaskemaskine ude på badeværelset, som dog desværre kun kan vaske med koldt vand.
Vores vært svarer hurtigt, når vi har brug for det, men han er ikke så god til engelsk. Døren ud til badeværelset er en skydedør, som to gange hopper af skinnen, og da kommer der hurtigt en fra Bodhitree og reparerer den; dog ikke ordentligt, så vi tænker, at den nok vil blive ved med at hoppe af. Vi får gjort grundigt ren en enkelt gang, mens vi bor her, og da vi på et tidspunkt er ret generet af meget høj musik fra en lille restaurant nede på gaden, lykkes det at få det stoppet, efter vi har klaget tre gange.
Vi bliver glade for at bo her, selvom det ikke er den mest charmerende lejlighed, vi har boet i. Til gengæld er her masser af plads, og beliggenheden er rimelig perfekt. Her er flere gode restauranter tæt på, og vi kan gå til stort set alt, uanset hvilken retning vi skal i.