Afrejse
Allerede mens vi bor i Luang Prabang i Laos, booker vi en lejlighed i Hanoi i Vietnam fra onsdag den 12. marts og 12 uger frem, men det lykkes os ikke at få købt flybilletter fra Phnom Penh til Hanoi med AirAsia, da vi ikke kan få betalingen til at gå igennem, selvom vi prøver med flere kreditkort. Vi kigger derfor på alternative måder at komme fra Cambodia til Vietnam på og finder ud af, at vi kan bestille en chauffør gennem Get Your Guide, som kan køre os til Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Da vi gerne vil opleve denne by også, beslutter vi os for at forlade Phnom Penh to dage tidligere end planlagt og ankomme til Hanoi en dag senere, så vi bestiller tre overnatninger på et hotel i Ho Chi Minh City.
Mandag morgen den 10. marts 2025 kl. 8.00 bliver vi hentet ved vores lejlighed og kører til grænsen; en køretur på knap fire timer. Vores chauffør kan ikke tale engelsk, men han kører pænt, og vi når frem til grænsen uden problemer, men her går det så galt. Vi har på forhånd fået at vide, at vi selv skal gå over grænsen, og at der vil holde en chauffør på den anden side, der skal køre os det sidste stykke, men vores første chauffør er ikke blevet orienteret om, hvad proceduren er. Han sætter os af med vores tre kufferter i den værste middagssol og giver os besked om, at vi vil blive hentet her. Vi kan ikke få at vide, hvor længe vi skal vente, eller om vi eventuelt selv skal begynde at gå, eller hvor vi i så fald skal gå hen. Vi forsøger at kommunikere via Google Translate, men han vender ryggen til os, ryger en cigaret og har travlt med at snakke privat i sin mobiltelefon. Jens Peter skriver til kontoret, men først efter en meget varm halv time, og først da vores chauffør pludselig hopper ind i bilen for at køre fra os, lykkes det os at få at vide, i hvilken retning vi skal gå.
Vi kommer hurtigt gennem den cambodjanske immigration og går derefter hen til bygningen, hvor vi skal gennem den vietnamesiske immigration. Her er en pæn lang kø, hvor det ikke rigtig ser ud til, at der sker så meget den første halve time; vi har dem mistænkt for at være til frokost. Vi er ved at være lidt trætte af det hele, og vores chauffør i Vietnam begynder også at undre sig over, hvor vi bliver af, men vi må jo bare skrive til ham, at det ikke er vores skyld, at vi er blevet forsinket, og at vi gør det så hurtigt som muligt. Endelig kommer vi frem til skranken, hvor vi skal vise vores pas og vores visum, som vi har ansøgt om online på forhånd. I Vietnam kan man heldigvis få 90 dage på en gang, og det skriver immigrationsmedarbejderen ind i vores pas, hvorefter vi kan gå ud til vores chauffør. Han holder ikke, hvor han har sagt, at han vil holde, men vi finder ham heldigvis til sidst, og vi kan køre til Ho Chi Minh City, hvor vi er fremme ved vores hotel kl. 16.30; noget senere end forventet.
