Inden afrejse
Beslutningen
Vi har altid været gode til at rejse sammen og har egentlig altid fået lyst til at se nye steder, så snart vi kom hjem fra en ferie. De sidste par juleferier har vi nydt at have vores egen lejlighed og kunne godt se os selv være længere tid hvert sted, så man ikke altid behøver at have så travlt med at se alting på en uge eller to. Så det store spørgsmål har i et stykke tid været, hvordan vi kan rejse mere – det er et spørgsmål om både økonomi og tid. En af grundene til, at vi er begyndt at tænke mere over det, er, at vi pludselig er over 50 og ikke er sikre på, at vi stadig kan nå at besøge alle de steder, som vi gerne vil. Er det for sent at vente, til vi når pensionsalderen, og har vi råd til den tid? Hvis vi venter, kan vi sælge lejligheden, flytte uden for København og rejse for friværdien – men er det nok? Hvad hvis vi ikke når pensionsalderen? Vi kender desværre flere, der ikke når så langt.
Lejligheden på 2. sal bliver sat til salg for 7,3 mio. kr., og det sætter nogle tanker i gang. Det vil give et pænt overskud, men hvor skal vi så bo? Og Hanne har kun seks ugers ferie om året, hvor de tre uger skal ligge i juli, så det er også begrænset, hvor meget vi kan rejse, selv om vi har råd.
En dag i november 2017 er Jens Peter til møde oppe hos Jan, hvor han snakker med en fyr, der har en bror, som de sidste mange år har rejst rundt i verden og boet tre-seks måneder forskellige steder – han har primært arbejdet som surferinstruktør. Da Jens Peter kommer hjem, spørger han Hanne, om de skal sælge alt og rejse – hun tænker sig om i tre sekunder og siger JA.