Cambodia og Phnom Penh
Cambodia, officielt Kongeriget Cambodia, er en stat i Sydøstasien, der grænser op til Thailand i vest og nordvest, Laos i nord, Vietnam i øst og sydøst og Siambugten i syd. Cambodia har ca. 17,5 mio. indbyggere, og de fleste cambodianere tilhører khmerfolket og er buddhister.
Fransk kultur har præget Cambodia, idet landet var fransk protektorat og koloni i perioden 1863 til 1953. Efter selvstændigheden gik landet efterhånden i politisk opløsning med en voldsomt ødelæggende borgerkrig fra 1967. De Røde Khmerer, ledet af Pol Pot, fremstod som de endelige sejrherrer i 1975, men indledte herefter et omfattende folkemord, som tog livet af næsten en fjerdedel af den daværende befolkning. De Røde Khmerer blev afsat med militær magt i begyndelsen af 1979 efter Vietnams invasion af Cambodia, men en lang periode med efterfølgende guerillakrig forhindrede genopbygning og udvikling i store dele af landet. Med FN's hjælp blev det første parlamentariske valg afholdt i 1998.
Cambodias officielle valuta er riel, men man kan alle steder også betale med amerikanske dollars, hvor 1 USD svarer til 4.000 riel og enkelte steder til 4.100 riel. I de fleste supermarkeder oplyses prisen i begge valutaer, men når man ellers spørger rundt omkring, hvad noget koster, bliver prisen oftest oplyst i dollars, hvilket for os virker lidt pudsigt. Nogle steder skal de ovenikøbet have gang i lommeregneren, når vi beder om prisen i riel. Prisniveauet er i øvrigt højere end i både Thailand og Laos, hvilket sikkert hænger sammen med, at priserne udregnes i dollars.
Phnom Penh, der er Cambodias hovedstad, har 2,5 mio. indbyggere og ligger i den sydlige del af landet, hvor floderne Tonlé Sap og Mekong løber sammen, og det er her, vi skal bo i syv uger. Klimaet er tropisk, og det er meget varmt hele året rundt. Vi har typisk dagtemperaturer på mellem 30 og 36 grader, og nattemperaturen ligger rimelig konstant på 25 grader.