Revolutionsmuseet

Revolutionsmuseet ligger på den anden side af domkirkepladsen, og endnu engang er det godt, at vi har Francisco med, for umiddelbart er museet lukket. Der står en lille flok revolutionshelte foran museet, og det lykkes Francisco efter en del snak frem og tilbage at få dem til at åbne for os, hvis vi giver dem lidt penge. De starter med at åbne skodderne, så der kan komme lys ind, og Jens Peter fortæller bagefter Hanne, at der hang flagermus oppe i loftet.

Selve bygningen er noget faldefærdig, og de billeder og plancher, der hænger rundt omkring, er desværre mærket af tidens tand – vi synes, det er synd, at der ikke er blevet passet bedre på det, da det er en vigtig del af Nicaraguas historie. Vi synes, at det er en stor oplevelse, da guiden, der fortæller, var med i revolutionen i slutningen af 70’erne – Francisco gør, hvad han kan for at oversætte til engelsk.

Partiet FSLN blev dannet i 1961 og er opkaldt efter en tidligere oprører Augusto César Sandino og blev formelt organiseret som en marxistisk-leninistisk guerillagruppe – betegnelsen sandinister blev almindelig om personer med tilknytning til FSLN. Efterhånden fik gruppen større opbakning fra den fattige landbefolkning, der havde oplevet korruption og brutalitet gennem mange år fra det herskende regime.

I 1978 blev en ledende modstander af regimet myrdet, og dette var startskuddet til det endelige opgør. Sandinisterne organiserede generalstrejke, opstande og guerillaangreb, og efterhånden kunne Nationalgarden trods militær overlegenhed ikke stå for presset. Diktatoren, Somoza, flygtede i 1979, og sandinisterne drog ind i hovedstaden Managua, hvor de blev hyldet som befriere. Vores guide var med på det tidspunkt.

CIA gik på vegne af USA's regering i gang med at organisere modstanden mod det nye marxistiske styre. De blev omtalt som kontrarevolutionære eller bare contraer, og vi kan begge huske, at vi i skolen har været med til at samle ind til fordel for sandinisterne.

Ortega var allerede dengang en af lederne og blev valgt til præsident ved det første frie valg i 1984. Efterfølgende dannede oppositionen regering nogle år, men i 2006 blev Daniel Ortega igen valgt til præsident, og det har han været siden.

Vi kan høre på et tidspunkt, at guiden spørger Francisco om noget, og at han svarer “nej, vi er ikke gringoer” (altså amerikanere), og da vi beder ham fortælle, at vi i sin tid har samlet ind i skolen for at støtte deres revolution, kommer det helt store smil frem. Guiden trykker vores hænder og stiller op til fotografering med den type bazooka, som han brugte dengang. Da vi kommer ud til de andre, fortæller han om vores støtte, og så trykker vi hænder igen. En stor oplevelse, synes vi.