Ushuaia

Ushuaia med ca. 64.000 indbyggere er hovedbyen i den argentinske provins Tierra del Fuego (Ildlandet) og en af verdens sydligst beliggende byer. Andre steder, som konkurrerer om at være verdens sydligst beliggende by, er Puerto Williams i Chile, som ligger på en sydligere breddegrad, men er betydelig mindre. Ushuaia ligger utroligt smukt ved Canal Beagle i et område ned bjerge, men vi havde forestillet os, at selve byen ville være lidt kønnere, når man tænker på alle de turister, der kommer på besøg. Mange kommer for at besøge den smukke natur og nationalparken, og her er en havn, hvor krydstogtskibene lægger til på vej til Antarktis.

Vi kommer til byen om mandagen først på eftermiddagen og starter med en hurtig frokost. Vi går rundt i byen, besøger en række souvenirbutikker og går en tur langs vandet ud til Ushuaia-skiltet, hvor vi får taget årets julefoto. Vi drikker en øl på en pub, og om aftenen spiser vi på en skaldyrsrestaurant, hvor Jens Peter får paella og Hanne risotto.

Tirsdag formiddag bruger vi på at besøge El Presidio, som frem til 1947 var et berygtet fængsel i byen og i dag er omdannet til museum, hvor man har bevaret de gamle celler og gange. Fangerne herfra hjalp med at anlægge byen og arbejdede ikke mindst i skoven med at skove træ, så befolkningen kunne holde varmen om vinteren. Om eftermiddagen tager vi på tur for at opleve pingvinerne, og da turen slutter noget senere end annonceret, må vi flytte vores reservation på en af byens bedre restauranter til dagen efter. Det bliver til empanadas, pizza og øl i hotellets restaurant i stedet for.

Onsdag er vi på sejltur om formiddagen, og efter frokost bruger vi eftermiddagen på at købe lidt souvenirs. Det bliver til et par t-shirts, en magnet og en sød håndskåret pingvin i træ. Vi tager en drink i en ginbar nede ved vandet, inden vi får en rigtig lækker middag i restauranten María Lola Restó, som ligger lidt oppe med en flot udsigt over byen og vandet. Torsdag er vi på tur i nationalparken og når lige en meget hurtig frokost, inden vi tager en taxa til lufthavnen og flyver til El Calafate.