Ankomst

Vi sejler med færge fra Montevideo og ankommer til Buenos Aires torsdag den 20. oktober 2022 omkring kl. 14. Vi står rigtig lang tid i kø i immigrationen, men da vi endelig når frem til skranken, spørger de kun om vores adresse i Buenos Aires, tager et billede og vores fingeraftryk, og så kan vi hente vores bagage. Der står nogen ved udgangen, som tjekker, at vores bagagekvittering stemmer overens med de tags, der sidder på kufferterne, hvilket er meget betryggende.

For at undgå at blive snydt af en taxachauffør har Jens Peter via en Facebook-gruppe for Buenos Aires booket en chauffør på anbefaling fra et andet gruppemedlem. Han skal have 8.000 pesos og står klar med et skilt med vores navn, da vi kommer ud ad færgeterminalen. Vi får vores kufferter ind i bilen, men da han har ventet i lang tid med motoren kørende, er batteriet dødt, og han må opgive at starte bilen. Han tilbyder at hjælpe os over i en taxa og efterfølgende køre vores bagage hen til lejligheden; det, synes vi nu, er lige kreativt nok. Han hjælper os over til en taxa med al vores bagage, og denne chauffør skal kun have 5.000 pesos, så det er jo fint nok. Efterfølgende finder vi ud af, at turen nok maksimalt skulle have kostet 1.500 pesos, men vi bliver kun snydt for ca. 90 kr., og så er vi jo en oplevelse rigere.

Vi kommer godt frem til lejligheden, hvor vores vært Thomas står klar til at lukke os ind. Vi kommer op med al bagagen og går efterfølgende hen på hjørnet til en af vores kommende stamrestauranter, La Particular de Virginio, hvor vi får en lækker pizza og nyder, at solen skinner, så vi kan sidde ude.