Banksy

Da vi var i Santiago, forsøgte vi forgæves at få billetter til en udstilling med Banksys kunst, som er på verdensturné. Vi opdager helt tilfældigt, at denne udstilling nu kan ses her i Buenos Aires i en bygning ved siden af Plaza Italia, så der tager vi op en eftermiddag. 

Banksy er en berømt graffitikunstner fra Storbritannien, hvis identitet stadig er ukendt, men man mener, at han er født i 1974 tæt på Bristol. Hans værker er oftest politisk-satiriske, og de budskaber, som går igen, er primært samfundskritiske samt kritiske over for krig og kapitalisme. Han er meget optaget af specifikke politiske emner i Storbritannien som øget overvågning og politiets magt. Han blev “breaking news”, da et af hans værker “Pige med ballon” blev solgt på en auktion hos Sotheby’s til 8,5 mio. kr. og straks derefter begyndte at makulere sig selv.

Det er svært at udstille kunst, som findes på bygninger rundt omkring i verden, men det er lykkedes utrolig godt her, bl.a. ved hjælp af nogle videosektioner, og det er også den helt rigtige bygning, man har valgt; en lidt rå industribygning. Vi slutter af med at få virtual reality-briller på, og vi bliver ledt gennem gader med hans kunst i bl.a. London, Paris og New York. Det har vi ikke prøvet før, så det er meget sjovt.