I diktatorernes fodspor
Inden vi kommer til Buenos Aires, kender vi ikke rigtig noget til militærdiktaturet i Argentina fra 1974 til 1983, så vi tilmelder os en guidet gåtur, der hedder “I diktatorernes fodspor”, så vi kan blive lidt klogere på denne periode. Vi mødes med vores guide Elisa og en anden deltager, som er inder og bosiddende i Canada, tæt ved en metrostation i området Floresta, og herfra bliver vi kørt i taxa ud til El Olimpio, der også er kendt som Argentinas Auschwitz. El Olimpo var et hemmeligt interneringscenter i Buenos Aires, som blev brugt under Den beskidte krig i Argentina. Selvom det kun fungerede i fem måneder, fra august 1978 til januar 1979, blev omkring 700 mennesker ulovligt tilbageholdt her, og kun 50 overlevede.
Vi kan desværre ikke besøge centeret, men vi går rundt om bygningen, og bl.a. ved hjælp af de mange vægmalerier fortæller Elisa om denne uhyggelige periode af Argentinas historie. Den argentinske militærregering brugte navnet Den beskidte krig (Guerra Sucia) om perioden med statsterrorisme i Argentina fra ca. 1974 til 1983, hvor der blev oprettet dødspatruljer under hæren og sikkerhedsstyrkerne i form af Alianza Anticomunista Argentina (AAA). De dræbte venstreorienterede guerillakrigere, politiske dissidenter og andre, som, de mente, havde socialistiske forbindelser, og omkring 30.000 mennesker menes at være forsvundet i den periode. Vi hører om mødrene på Plaza de Mayo, der den dag i dag demonstrerer for at få at vide, hvad der skete med deres forsvundne børn. Til forskel fra eksempelvis diktaturet under Pinochet i Chile, hvor man ved, at folk blev dræbt, fandt man kun få lig i Argentina. Man ved, at nogle blev smidt ud fra fly, da man fandt nogle af ligene på Uruguays kyst.
Det er en frygtelig og interessant historie, men der er ikke så meget gåtur over det, som vi havde regnet med. Elisa er en god fortæller, og hun kan også fortælle, at hendes egen søster blev kortvarigt afhørt dengang, men at man slet ikke havde nogen anelse om, hvad der foregik. Der er desværre ikke så meget at se, som vi havde troet, og flere af vægmalerierne er lidt slidte, og man har også benyttet lejligheden til at ytre sin utilfredshed over mange andre ting end Den beskidte krig. Vi er dog stadig glade for, at vi tilmeldte os.