La Boca
Den sidste guidede gåtur, vi er på, er i et af Buenos Aires’ mere turistede områder, La Boca. Guiden hedder Paula og er rigtig sød, men lidt nervøs, fordi vi er en gruppe på ti, og hun ikke er vant til så store grupper. Hun gør det nu ualmindelig godt. Ud over os er der et par fra Australien, et fransk par fra La Paz i Bolivia, et italiensk par fra London, en mand fra Libyen og en ung fyr fra USA.
Vi mødes nede ved havnen, og Paula kan fortælle, at La Boca er anlagt ved Buenos Aires’ første naturlige havn, og at navnet refererer til, at den ligger ved floden Río de la Platas munding, idet boca betyder mund på spansk. Bydelens placering betød, at der kom rigtig mange immigranter hertil fra Europa, og mange af husene blev bygget af forskelligt kasseret materiale, som man fandt i havnen, og malet med de farver, der blev til overs, når man malede skibene. Disse huse kaldes conventillos, og de har typisk en fælles gård med køkken og toilet og en række rum placeret rundt om denne gård, som hver husede en immigrantfamilie. Facaderne er helt specielle og meget farverige.
Vi går lidt væk fra Caminito, som er det område, alle turister besøger, og vi kommer forbi mange spændende vægmalerier med mange forskellige politiske budskaber; et viser f.eks. vigtigheden af uddannelse, og et andet hylder en kvinde, som åbnede et suppekøkken i sit hjem for områdets børn. Et tredje maleri viser, hvordan alle elsker fodbold så meget, at man også tager til kamp, selvom det øsregner.
Vi besøger brandstationen, som er Argentinas første frivillige brandstation. Brandbilen er i fodboldklubben Boca Juniors’ farver ligesom meget andet her i La Boca, da fodbolden og ikke mindst Diego Maradona fylder rigtig meget i gadebilledet. Boca Juniors vandt det argentinske mesterskab her i 2022 og er en af de helt store klubber i Argentina, og vi kommer forbi deres stadion La Bombonera. Det meste af bydelen spærres af, når der er kamp, og Paula, der er meget stor fan af Boca Juniors, fortæller, at det er en kæmpe oplevelse at overvære en kamp her, men at det ikke altid er lige sjovt for modstandernes tilhængere. Diego Maradona spillede et par år her, inden han kom til Europa, og afsluttede også sin karriere i Boca Juniors. Han anses virkelig for at være Gud og er afbilledet på lige fod med paven. Efter Argentina vandt VM, kan man alle steder i byen købe merchandise med Messi, men her er det stadig Maradona, der fylder mest.
Vi besøger derefter et af de specielle huse, et conventillo, som i dag huser et kunstnerpar, og det er meget sjovt at se opbygningen med den fælles gård i midten af huset. Vi får også mulighed for at se deres atelier og en del af deres kunst. Derefter er det tid til at besøge området omkring Caminito, som er meget farvestrålende og meget turistet. Hele området består af barer, restauranter og souvenirbutikker, men det er festligt at gå igennem, fordi farverne er så fantastiske, og der danses selvfølgelig også tango på gaden.
Vi slutter af på caféen La Perla, hvor Paula giver en sodavand eller en kop kaffe, og hun fortæller lidt mere om området. Det er stadig et meget fattigt område, og hun advarer imod, at man bevæger sig alt for langt væk fra turistområdet. La Perla er i øvrigt udråbt til at være det, man kalder en “café notable”, hvilket betyder, at den er anerkendt for dens betydning for byens kultur. Der er ca. 70 caféer i Buenos Aires, der har denne status.
Efter en rigtig god guidet tur går vi lidt mere rundt i området, så vi kan tage lidt flere billeder. Vi besøger en del af souvenirbutikkerne, køber en magnet med Maradona og spiser et par empanadas og drikker en øl. Derefter tager vi bussen hjem, da vi trænger til lidt aircondition. Her er 35 grader og ikke megen skygge.