Afrejse

Vi rejser fra Buenos Aires til Bariloche onsdag den 11. januar 2023 med fly kl. 10.40. Da der er tale om en indenrigsflyvning, skal vi ikke have styr på noget specielt. Vores vært har ikke mulighed for at komme forbi, så vi afleverer vores tokens til viceværten Fabian, som står nede ved hoveddøren, da vi tager afsted kl. 7.45. Han hjælper os med at praje en taxa, som er stor nok til alle vores kufferter, og vi kommer hurtigt og sikkert ud til lufthavnen.

Der er lang kø ved indtjekningen ved Aerolíneas Argentinas, men det går pænt hurtigt med at komme igennem. Da vi købte flybilletterne, betalte vi for to ekstra kufferter, men fik at vide, at hver kuffert maks. måtte veje 15 kg, og at vi skulle betale 5.000 pesos for hver kuffert i lufthavnen, dvs. 20.000 pesos, hvis kufferten vejer mellem 15 og 23 kg; vores vejer ca. 20 kg. Det svarer til ca. 425 kr. i alt. Det glemmer de nu i skranken, og vi siger ingenting. Vi kender jo vejen her i indenrigsterminalen efter vores tur sydpå, og vi kommer hurtigt gennem sikkerhedskontrollen, spiser morgenmad og letter med en halv times forsinkelse.