Coghlan

Da vi var glade for den guidede gåtur med Gustavo i Barracas, booker vi endnu en tur med ham; denne gang til området Coghlan, hvor han selv bor. Vi tager afsted et par timer, før vi skal mødes, og kører med metroen til stationen Juramento. Ifølge Google skulle Buenos Aires’ Chinatown ligge her, men det må være meget lille, for vi må opgive at finde det. Vi tager en bus derfra til mødestedet og når lige en hurtig frokost på en café. Ud over os deltager et par fra New York og et par bosat i Barcelona, hvor han er italiener og hun amerikaner med argentinsk baggrund.

Coghlan er et af de mindste kvarterer i Buenos Aires og har en interessant historie, da det var herfra, man begyndte at bygge den første jernbane. Jernbanen forbandt byens centrum med byen Tigre, og fra Coghlan byggede man i begge retninger. Toget kører stadig den dag i dag, og vi starter vores gåtur med at gå hen til stationsbygningen. Det var et kvarter, hvor mange irere og briter slog sig ned, og den ansvarlige for byggeriet kopierede det, han kendte hjemmefra, så både stationsbygningen og fodgængerbroen blev designet og lavet i Glasgow og derefter sendt til Argentina. Ud over at være stationsbygning fungerer stedet i dag også som børnebibliotek, og der er flere sociale arrangementer på det grønne areal ved siden af.

Hele området er helt utrolig fredeligt med mange smukke huse, og det består stort set kun af beboelse og ganske få butikker. Der er en enkelt restaurant og en café, men ellers må man søge andre steder hen, hvis man vil ud at spise. Vi går rundt i gaderne, hvor vi ser en masse flotte vægmalerier af lokale kunstnere, og vi besøger en kirke, hvor brudgom og gæster venter på bruden, så vi lister hurtigt ind og ud igen. Kirken har et helt specielt billede af Den sidste nadver med motiver fra Buenos Aires. Vi kommer forbi et hus med mange fantastiske dekorationer, som tilhører direktøren for Disney Channel i Argentina. Hele familien begyndte at dekorere huset under COVID og er nu ved at lægge sidste hånd på værket, og han kommer tilfældigt ud, da vi kommer forbi, og han fortæller lidt om projektet.

Vi besøger også en tunnel, som er opkaldt efter musikeren Luis Alberto Spinetta, og hvor man i hver ende har malet alle hans pladecovers. Vi ser et kæmpe maleri på en stor bygning, hvor der nede i hjørnet er malet en lille dreng, der efter sigende kom hver dag for at følge maleriet, indtil det var færdigt. Vi slutter af i en fodgængertunnel med endnu flere flotte malerier og tager derefter bus og metro hjem igen.