Puerto Madero
Havnen Puerto La Boca havde helt fra starten et problem med at rumme store fragtskibe grundet den lavvandede flod, og i 1882 besluttede man at opføre en ny havn, som kunne løse disse problemer.
Puerto Madero blev anlagt lige øst for Casa Rosada, præsidentpaladset, og stod færdig i 1926. Med tiden blev havnen dog et af byens mest forfaldne områder og bestemt ikke et sted, man havde lyst til at besøge, men i 1989 blev der truffet en beslutning om byfornyelse. I dag er Puerto Madero et af de mest trendy områder i byen med prestigefyldte højhusbyggerier og dyre hoteller. De oprindelige pakhuse er blevet renoveret og omdannet til elegante huse, kontorer, private universiteter og restauranter.
Vi besøger havnen to gange, og første gang går vi en tur rundt om havnebassinerne og ender med en rigtig god frokost på restauranten Sorrento. Der er ikke plads på terrassen, da vi kommer, så vi bliver tilbudt et glas bobler i baren. Vi får et bord helt ud til havnefronten, og frokosten er en trerettersmiddag med en flaske vin, vand samt kaffe for i alt 400 kr. Det er et dejligt sted med god mad, og gratis bobler er altid godt.
Vi besøger havnen endnu engang, inden vi tager afsted, da den berømte bro Puente de la Mujer er ved at blive malet, da vi er her første gang. Puente de la Mujer (Kvindens Bro) er en fodgængerbro designet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava Valls, som blev åbnet i 2001. Broen viser et par, der danser tango: Kvinden er repræsenteret af broens buede silhuet, mens manden er repræsenteret af den hvide over 30 meter høje mast. Vi går en tur hen over broen og spiser en is, hvorefter vi tager hjem igen, da det er en meget varm dag.