Guidede gåture
Buenos Aires er en stor by med mange forskellige bydele og kvarterer, og der er dermed også mange forskellige guidede gåture. Vi booker både ture gennem GuruWalk og gennem Airbnb; forskellen på de to portaler er, at turene gennem GuruWalk som udgangspunkt er gratis, men man slutter af med at give guiden drikkepenge, alt efter hvor tilfreds man er, mens turene gennem Airbnb er betalt på forhånd. Vi har altid lidt svært ved at bedømme, hvor meget man skal give, når vi er på tur gennem GuruWalk, da gruppens størrelse kan svinge mellem fire og 35 personer og dermed også guidens løn. Vi giver altid mere, når vi ikke er så mange deltagere.
Det bliver i alt til seks gåture, og vi synes, vi får dækket byen ganske godt af. Vi starter med en tur i vores eget område Recoleta og tager kort tid efter på tur i byens centrum. Vi tager derefter på tur i et mindre kendt område af byen, Barracas, og vender senere tilbage til den samme guide på en tur i området Coghlan. Da vi altid er interesseret i en bys nyere politiske historie, tilmelder vi os en tur, der hedder “I diktatorernes fodspor” i området Floresta, og vi slutter af med en gåtur i et af byens mere turistede områder, La Boca.