Prambanan
Dagens sidste stop er ved Prambanan, der er Indonesiens største og Sydøstasiens næststørste hinduistiske tempelkompleks. Det er bygget i det 9. århundrede og er på UNESCOs Verdensarvsliste. Vores guide følger os hen til indgangen, hvor der er sørget for billetter, og vi fravælger at betale for en guide, da vi hellere selv vil gå rundt i det store område.
Vi starter ved hovedtemplet Prambanan, som er rigtig flot, og her er rigtig mange besøgende. Vi besøger herefter de tre templer Candi Lumbung, Candi Bubrah og Candi Sewu, der ligger på stribe i nordlig retning, og her har vi det meste for os selv. Candi betyder tempel, og der er godt en km fra Prambanan til det nordligste tempel Sewu. Solen er heldigvis ikke længere så skarp, og det er dermed knap så varmt, så det er dejligt at få gået lidt. Prambanan er klart det mest imponerende tempel, de to næste er forholdsvis små, men også det fjerde tempel er flot, selvom det er knap så vedligeholdt.
Vi bruger ca. halvanden time på at gå rundt i området, hvorefter vi går ud til bilen, hvor vi mødes med Hibza og derefter kører hjem til Yogyakarta efter en god dag med mange flotte oplevelser.