Ankomst

Vi lander i Yogyakartas lufthavn torsdag den 11. april 2024 kl. 15.15. Det er en ret ny og meget flot lufthavn, som virker forholdsvis tom. Da vi kommer fra Bali, skal vi ikke gennem immigrationen, så vi kan gå direkte til bagagebåndet for at hente vores kufferter og derfra ud i ankomsthallen. Jens Peter har installeret en app til bestilling af en Grab, hvilket svarer til Uber og Cabify, og da vi kommer forbi deres stand, får vi hjælp til at få bestilt en vogn og bliver fulgt ud til det sted, hvor vi ti minutter efter bliver samlet op.

Der er en køretur på godt og vel en time her i myldretiden til Yogyakarta, og undervejs får vi skrevet til dem, der skal tage imod os, så de ved, hvornår vi regner med at være fremme. Vi ankommer lige omkring solnedgang kl. 17.30 og bliver sat af ved indgangen til den lille smøge, hvor vi skal bo, og henne ved trappen op til vores lejlighed står der en ung fyr, som følger os op. Han fortryder vist, at han tilbyder at bære den ene kuffert, da den er lidt tungere, end han havde regnet med. Han fortæller os kort om lejligheden, hvor der heldigvis står en stor dunk med drikkevand, og vi får udleveret nøglen.

Kort tid efter går vi hen til caféen Karta Coffee & Eatery i indkøbscenteret Plaza Malioboro, hvor vi spiser aftensmad, hvorefter vi går hjem igen. Da der ikke er noget garderobeskab, pakker vi ikke rigtig ud, men flytter lidt rundt på tingene, så vi kan stille en kuffert væk og indrette os i hver vores kuffert med de ting, vi regner med at få brug for. Her er så varmt, at vi begge kun får brug for sandaler og henholdsvis shorts og kortærmede skjorter til Jens Peter og nederdele og t-shirts for Hannes vedkommende.