Mendut
Efter besøget ved Borobudur kører vi hen til det lille tempel Mendut, som ligger meget tæt ved. Mendut er Indonesiens ældste buddhistiske tempel, idet det oprindeligt er bygget i det niende århundrede. I 1836 blev det opdaget som en ruin dækket af buske, og man påbegyndte en restaurering i 1897, som blev afsluttet i 1925.
Ved dette tempel følger vores guide Hibza os rundt og fortæller lidt om stedet, og især klosterområdet ved siden af er rigtig smukt. Her er mange smukke bygninger, figurer, træer og blomster. Vi køber en enkelt souvenir, inden vi kører til vores frokostrestaurant.