Yogyakartas centrum

Når vi kommer ned ad trapperne fra vores lejlighed, drejer vi typisk til venstre i smøgen Gang II og kommer derefter meget hurtigt ud til gaden Jl. Sosrowijayan. Her drejer vi oftest til venstre og kommer dermed direkte op til Yogyakartas hovedstrøg Jl. Malioboro.

Jl. Sosrowijayan er en forholdsvis smal vej uden fortov, hvor der er masser af hoteller, butikker og gadekøkkener samt cykeltaxaer, som venter på kunder. I løbet af dagen er her for det meste meget fredeligt uden den helt store trafik, men når vi nærmer os solnedgangstid omkring kl. 17.30, og gadekøkkenerne bliver sat op, bliver her i løbet af kort tid mere og mere kaotisk, især fredag og lørdag aften. På de tidspunkter skal man have lidt is i maven for at kæmpe sig op til Jl. Malioboro, da man må sno sig ud og ind mellem de gående, og da her er fyldt med biler, motorcykler, cykeltaxaer og hestevogne. Til tider kommer der også store turistbusser, som skal parkere ved de store hoteller, og så går trafikken helt i stå. Når man nærmer sig Jl. Malioboro, skal man også kæmpe sig forbi de mange mennesker, der sidder og spiser ved gadekøkkenerne. Det mest imponerende er, at alle smiler og hilser, og vi hører aldrig nogen biler, der dytter. Det er meget kaotisk, men vi elsker det.

Jl. Malioboro er som sagt byens hovedstrøg, og her er brede og pæne fortove på begge sider af vejen. Her er mange batik- og souvenirbutikker, og her er altid rigtig mange mennesker, men sjældent ret mange mennesker inde i butikkerne. Drejer man til højre, når man kommer fra vores gade, kommer man efter få minutter til indkøbscenteret Plaza Malioboro, hvor vi kommer stort set hver dag. Om aftenen spærrer man vejen af for det meste trafik fra centeret og et par blokke ned, hvilket er meget rart, da det gør det noget nemmere at krydse vejen. Så er det kun bybusser, cykeltaxaer og hestevogne, der har lov til at køre igennem. Fortsætter man sydpå, kommer man til den store port, der leder ind til Chinatown, men vi kan nu ikke se den store forskel i forhold til resten af byen, og længere sydpå ligger den store basar. På et tidspunkt skifter Jl. Malioboro navn, men det er nu ikke noget, man bemærker. Syd for den meget brede vej Jl. Panembahan Senopati ligger vandpaladset, sultanpaladset og det kunstmuseum, vi besøger på et tidspunkt.

Under COVID 19 var Jl. Malioboro delt op i zoner fra vores vej og et stykke sydpå, så man kunne styre, hvor mange mennesker der gik på gaden. Der stod en figur ved starten af hver zone med en lampe i hånden, og hvis den lyste grøn, kunne man gå igennem. På det ene fortov gik man sydpå og på det andet nordpå. Disse små porte og figurer står her stadigvæk.

Hvis man går til venstre og dermed nordpå ad Jl. Malioboro, når man kommer fra vores vej, kommer man kort tid efter til byens jernbanestation, og om aftenen kan her godt være lidt kaotisk, da her er mange, der skal krydse skinnerne, og da her forholdsvis ofte kommer et tog. Efter jernbanen skifter Jl. Malioboro navn til Jl. P. Mangkubumi, og denne del er forholdsvis rolig i løbet af dagen, men om aftenen åbner der en række lidt større gadekøkkener i højre side af vejen, som er meget velbesøgte, og hvor folk slår sig ned på tæpper på fortovet. I den nordligste ende af Jl. P. Mangkubumi står monumentet Tugu Yogyakarta.

Selvom vi alle dage ender med at gå på Jl. Malioboro på et eller andet tidspunkt, får vi også gået på de fleste af gaderne i centrum, som enten går parallelt med Jl. Malioboro eller parallelt med Jl. Sosrowijayan. Her er alle steder mange mennesker og meget trafik, og mange af stederne er her meget dårlige fortove eller slet ikke noget fortov, så vi benytter os oftest af de mange smøger til at skyde genvej mellem de lidt bredere veje. Der ligger f.eks. en smøge skråt over for vores smøge, som går sydpå, og her kommer vi ind til en plads, hvor der ligger flere pæne huse, inden vi kommer ud til den vej, der går hen til restauranten Walter, hvis man drejer til højre. 

I den østlige del af byen i forhold til Jl. Malioboro, som vi besøger nogle gange, bl.a. i vores jagt på et supermarked, og da vi er i biografen, krydser vi byens flod Kali Code. Floden er flere steder fyldt op med affald, og her er det tydeligt at se, at der bor mange fattige mennesker i Yogyakarta. Her er dog også flere charmerende steder, og i dette område finder man mange af de små porte, som viser, hvilken bydel man er kommet til. 

To gange bevæger vi os lidt længere væk, hvor vi den ene gang tager en cykeltaxa og den anden gang en bybus. Bydelen Kotagede, der er kendt for sine mange sølv- og guldsmede, ligger i den sydøstligste del af centrum, og her går vi rundt nogle timer, inden vi tager en bus hjem. Vi får en rigtig god frokost, vi besøger et marked, og så er her nogle rigtig kønne smøger. Jens Peter har været i kontakt med en dansker i Yogyakarta, som anbefaler et besøg i gaden Jl. Prawirotaman, som ligger syd for centrum, så vi tager en bus derned. Det er nu en forholdsvis kort gade, og efter et besøg i en souvenirbutik, en god pizza til frokost og en kop kaffe og en kanelsnegl tager vi en cykeltaxa hjem igen. Her er flere pæne restauranter, men her er også umiddelbart flere turister end lokale, så vi er glade for, at vi bor, hvor vi gør.

Selvom Yogyakartas centrum til tider er kaotisk, elsker vi at gå rundt i gaderne og føler os helt trygge. Alle virker glade og smiler, og selvom man selvfølgelig skal se sig for, når man skal krydse de brede veje, og når man går de steder, hvor der ikke er fortov, så kører langt de fleste rigtig pænt, og der er aldrig nogen, der dytter eller bliver sure, uanset hvordan medtrafikanterne kører eller parkerer de mest umulige steder.