Øvrige restauranter
Derudover besøger vi Praga, som ligger på Calle de Ignacia Allende. De har en tagterrasse med udsigt til Santo Domingo-kirken, et par gode øl og tapas, men deres steaks er ikke særlig spændende.
Sur A Norte ligger også med flot udsigt til kirken fra tagterrassen, og maden er god, men portionerne er ikke specielt store og menukortet ikke særlig stort.
La Hostería de Alcalá ligger i gågaden, og her spiser vi morgenmad den første dag. De har en hyggelig gårdhave, og vi kommer tilbage to gange til aftensmad, hvor vi den ene gang får kød, der bliver flamberet inde ved bordet. Anden gang bestiller vi to forskellige retter, og Hanne når næsten at spise op, inden Jens Peter får sin ret, hvilket i øvrigt er ret typisk for Mexico generelt.
Vi besøger Gourmand Delicatessen nogle gange – de første gange for at købe ost og skinke med hjem. Vi er derinde en gang til frokost, hvor vi får rigtig gode sandwich, men lokalet er lidt kedeligt. Vi tager derind en gang mere, da Hanne var helt vild med deres sandwich med tunge, og denne gang sidder vi i deres barlokale, og det er meget hyggeligere.
En aften besøger vi restauranten La Terraza del Copal, som ligger lige i starten af vores gade Niños Heroes, men det er ikke nogen succes. Det er koldt og blæsende, vi er de eneste gæster, vi får ikke serveret vores mad samtidigt, hverken hovedret eller dessert, og Hannes pastaret smager virkelig dårligt.