El Sol y La Luna
El Sol y La Luna er en italiensk restaurant, som ligger på Reforma over for den botaniske have. Første gang, vi er her, er vi rimelig alene, men vi får et dejligt stykke kød med flødekartofler og champignonsauce, og det er lige, hvad vi har brug for – den cocktail, vi får, er dog ikke specielt god, så det er ikke deres spidskompetence.
Vi finder efterfølgende ud af, at de ofte har levende musik, så vi bestiller bord til en torsdag aften, hvor sangeren Ana Diáz med band optræder. Vi har en hyggelig aften, og musikken er god, men finder også ud af, at pasta ikke er deres stærke side. Vi går derind en aften, hvor der også er musik, men hvor vi ikke har bestilt bord, så da må vi gå igen. Sidste gang, vi er her, er sammen med Elwin, hvor guitaristen Chico Sanchez optræder – musikken er god, og vi har det rigtig hyggeligt.