Vores lejlighed

Vores lejlighed ligger i et beboelsesområde i bydelen Jalatlaco, og adressen er Niños Heroes nr. 229. Området er meget charmerende med lave farvestrålende huse, meget lidt trafik og meget toppede brosten. Det ser hyggeligt ud, men det bliver også lidt irriterende i længden, da man skal se sig godt for, når man balancerer rundt på stenene, og regner det, samler der sig ret meget vand i hullerne i vejen. Vores vært Gabriela bor i forhuset ud til gaden, hvor der også er et par små værelser, som udlejes. For at komme ind til vores lejlighed skal man igennem en mellemgang, som fører ud til en rigtig hyggelig have, og bag i haven ligger så et baghus i to etager med fire lejligheder, som alle udlejes. Vores lejlighed ligger på første sal til venstre, og der er en lille terrasse med et bord og to stole.

Man går direkte ind i en forholdsvis stor stue med spisebord til højre og to sofaer, stol og sofabord til venstre. Her får Hanne sin læseplads. Derefter kommer man ud i køkkenet med spisebord og køleskab til højre og selve køkkenet til venstre. Jens Peter ender med at sidde her og arbejde, da man sidder dårligt ved bordet i stuen. Der er gaskomfur og en lille miniovn, men ingen almindelig ovn, og alt køkkengrej står på hylder under vasken eller hænger på kroge i loftet. Det hele er lidt slidt, og det er svært at holde tingene rene, når alt står fremme hele tiden. Der er egentlig pænt meget køkkengrej, men der er meget lidt bestik og ingen vinglas.

Badeværelset er lidt primitivt, der er meget lidt tryk på vandet i bruseren, og der er ikke varmt vand i hanen ved håndvasken. Toilettet er meget lavt, så man kunne godt bruge en hånd, når man skal rejse sig igen. Soveværelset er forholdsvis lille med et ret lille skab og en kommode, men vi får da indrettet os. Der er heldigvis myggenet for vinduet, så vi kan sove for åbent vindue, og der er et flot træ med røde blomster i baghaven, hvor vi indimellem ser kolibrier om morgenen.

Gabriela går op i økologi og bæredygtighed, så vi skal sortere alt vores affald, hvilket er helt fint. For det meste bliver det dog klaret af Silvia, som kommer og gør rent og skifter sengetøj hver onsdag kl. 12.00. Rengøring er inkluderet i huslejen, så vi skal bare lægge lidt drikkepenge – vi lægger 100 pesos, hvilket svarer til ca. 35 kr. Den første gang, hun skal komme, går vi ud, som vi plejer, så hun kan få fred og ro. Det viser sig imidlertid, at hun ikke har en nøgle, så vi skal vente, til hun kommer, og hun efterlader så lejligheden ulåst. Det skal vi lige vænne os til, men vi låser computere og kamera inde i et skab, og der er jo låst ud til gaden. Silvia er rigtig sød, men der bliver ikke gjort specielt grundigt rent, og vi har mere eller mindre sorte fødder, alt den tid vi bor her.

Det varme vand kommer fra en vandtank på taget, som delvist bliver varmet op af solen. Vi bliver anbefalet at tage bad mellem kl. 10 og 15, så vi ikke alle bruger det varme vand på samme tid, og vi bliver opfordret til i det hele taget at spare på vandet, da der er vandmangel i Oaxaca. En enkelt gang er vi ude for, at der ikke er varmt vand om aftenen, så vi må koge noget vand for at vaske op. Der er heller ikke varmt vand næste morgen, men der kommer en vandbil og leverer vand i løbet af eftermiddagen. Vi kan ikke drikke vandet i hanen, men der er en 20-liters dunk med drikkevand i køkkenet. Disse dunke bliver leveret nede i mellemgangen, og de kan købes for 28 pesos, som skal lægges i en æske – knap 10 kr.

Gabriela har to hunde af racen mexicansk hårløs, som nok er nogle af de grimmeste hunde, vi nogensinde har set. Jens Peter kan læse sig til, at de både har brug for fugtighedscreme og solcreme. Hun har også en kat, som er lidt fræk, og som to gange forsøger at komme ind i vores lejlighed ved at baske til døren. Ellers er vi nu ikke generet af Gabrielas hunde og kat. Vi er til gengæld virkelig generet af hundene i nabolaget, som især om aftenen og natten gør og hyler i op til flere timer i træk. Der er især fem-seks hunde, som reagerer på hinandens gøen, og så snart den ene starter, går de alle i gang. Det lyder til, at nogle af dem er vagthunde, som bliver lukket alene ud i haver og på tage, og det lyder bestemt ikke til, at de har det godt. Det er så slemt, at vi en overgang overvejer at flytte. Det er i samme periode, hvor der tre dage i træk er fest i huset bagved med meget høj musik til kl. 5 om morgenen, men det bliver der heldigvis sat en stopper for. I en længere periode sidder der også en fugl uden for vores soveværelsesvindue, som natten igennem kommer med nogle overordentlig høje lyde. Til gengæld hører vi stort set ingen børn på noget tidspunkt, hvilket vi synes, er lidt underligt.

Til trods for de larmende hunde, og at lejligheden er lidt primitivt indrettet, er der nu en særlig stemning, som gør, at vi bliver glade for at bo her. Vi snakker lidt med de andre beboere i baghuset, og der er flere, som bliver ved med at komme tilbage hertil. Det kan vi nu ikke helt forstå, da de to lejligheder i stueetagen har bad og toilet i baghaven, så man skal udenfor om natten. I lejligheden under os bor i hele perioden to englændere, som er stået af ræset i London – de bor her et halvt år ad gangen og derefter et halvt år et andet sted, så de kan overholde visumreglerne. Carmel er en ung sort kvinde fra New York City, som bruger stedet her som base – hun er her, da vi kommer, tager fem uger til Guatemala og kommer tilbage igen. Hun har gennem tiden boet i alle lejlighederne og siger, at vores er den bedste.